Jesus vandrer gjennem Nattens Stille
Med Apostlene langs Kedrons Kilde;
Bølgerne i Maaneglandsen spille.
Sært bevæget har han deres Hjerte,
Han har taget Afsked, og med Smerte
Hørte sidste Gang de, hvad han lærte.
Derfor Taushed er paa deres Læber,
Derfor Taaren nu ved Kinden klæber,
Og et Suk hvert Smiil i Fødslen dræber.
Over Broen gaae de ind i Haven,
Der er stille rundtom som i Graven;
Jesus foran gaaer med Palmestaven.
Ned i Olieskoven Stjernen skinner,
Men den seer kun Graad og blege Kinder,
Og den skjuler atter sig og svinder.
Og med den forsvandt hver anden Tanke,
End den ene: han skal meer ei vanke
Mellem dem, hvis Hjerter for ham banke;
Mellem dem, hvis Fryd til hans er bundet,
Som ved Jesus Livets Væld har fundet,
Og ved ham en evig Sandhed vundet.
Tause, dybtnedbøiede de følge;
Dyre Minder sig i Sjælen dølge,
Blomster liig bag Hjertets stille Bølge.
Aftnens Sanger høit sin Stemme hæver,
Og dens Tone gjennem Lunden svæver,
Hvor det dunkle Blad for Vinden bæver.
Sangen kalder frem veemodig Længsel;
Sjælen længes fra sit snevre Fængsel,
Længes bort fra Jordens Sorg og Trængsel.
Træthed lægger sig paa deres Øie,
Som paa Hjertet; Hovedet de bøie,
Og de slumre ind blandt Palmer høie.
Nu er Jesus ene — Alt er stille;
Sagte risler kun den fjerne Kilde,
Og fra Træet Duggens Draaber trille.
Han er ene, ene med sin Smerte,
Dødens Rædsel hviler paa hans Hjerte,
Haabet slukkes, liig en udbrændt Kjerte.
Jordens Barn han er i Smertestunden,
Af dens Baand hans Sjæl er fast omvunden,
Og hans Tankes høie Flugt er bunden.
See! da synker han paa Knæ og hæver
Bedende sin Røst, og Ordet svæver
Op til ham, som Bøn og Taalmod kræver.
»Herre! hvis du vil, min Kalk du tage;
Dog — din Villie skee, og ei min Klage!«
Ydmyg vender han sit Blik tilbage.
Jesu Blod i tunge Draaber rinder
Fra hans Pande paa de blege Kinder;
En uhyre Kval hans Tanke binder.
Men da strømmer ned et Lys fraoven,
Og en Susen mild gaaer gjennem Skoven,
Sagte, som den fjerne Lyd af Voven.
Herrens Engel staaer ved Jesu Side,
Og han rækker ham med Miner blide
Trøstens Bæger for hans bittre Kvide.
Det er Englen, ham, som Gud har givet
Til at bringe Haab og Trøst i Livet
Jordens Barn, hvis Sjæl er svag som Sivet.
Jesus føler atter Kraften stige,
Dødens blege Billed seer han vige,
Føler nær sig ved sit lyse Rige,
Og han takker Gud, sin høie Fader,
Ham, der giver Liv, og atter lader
Livet døe, men ei sin Søn forlader.
Derpaa kalder han, men Ingen svarer;
Søvnens Slør Apostlene bevarer
For den bittre Sorg og Dødens Farer.
Jesus gaaer og stille paa dem kalder,
Og, som Dugg paa Blomst, hans Tale falder
Kvægende og Hjerterne husvaler.
»Vaager altid, mine Børn! og beder,
At til Synd Jer Fristelsen ei leder:
Bønnen er et Skjold, som trofast freder.«
Som med kjærlig Røst han saa dem byder,
Fjerne Trin fra Skovens Dyb gjenlyder,
Fakkelglands igjennem Haven bryder.
Og at Timen nærmer sig, han kjender,
Til Velsignelse han sine Hænder
Sidste Gang imod de Elskte vender.
Men i Skovens natligmørke Kammer
Stedse høiere nu Faklen flammer
Med en rødlig Glands bag dunkle Stammer.
Hjelme funkle, blanke Brynier skinne,
Skjolde rasle, nær er Jesu Fjende;
Men hans Kraft kan Jorden meer ei binde.
Som en Gud han staaer for Israels Skare;
Krigerne med Skræk tilbage fare,
Vil med dragne Sværde sig bevare.
Een iblandt dem hen imod ham triner,
Synd staaer skrevet i de mørke Miner,
Syndens Sorg skal blegne snart hans Kinder.
See! da bøier Jesus sig og græder
For det tabte Barn; men Judas glæder
I sit Hjerte sig til Guld og Hæder.
Og han nærmer sig. Ha, Jorden bærer
Knap det Dyb af Synd, hans Hjerte nærer!
Med et Kys forraader han sin Lærer.