Ved det stille Vand,
Langs den grønne Strand
Jesus vandrede en Aften ene;
Solens sidste Blik
Gjennem Skyen gik,
Skinnede paa Søens hvide Stene.
Og det store Hav
Smukt et Billed gav
I sin Taushed af hans milde Tanker;
I hans Sjæl var Fred,
Stille Kjærlighed,
Og hans Hjerte ømt for Jorden banker.
For den dunkle Jord,
Der, hvor Synden boer,
Og hvor Mørke hviler over Aanden;
Den vil Lysets Søn
Slutte i sin Bøn,
Den vil frelsende han række Haanden.
Aftenrøden døer,
Oceanets Slør
Ruller over Solens lyse Kinder:
I den tause Lund
Tier Fuglens Mund,
Duggens Taare ned i Græsset rinder.
Der, hvor Pilen staaer,
Og sit lange Haar
Dukker i de mørke, vaade Skygger;
Hvor om Stammen smal,
Som en prægtig Hal,
Bladene en kølig Grotte bygger,
Sætter Jesus sig;
Aanden tankerig
Vandrer over Søens fulde Strømme;
Men ved Træets Rod,
For den Høies Fod,
Hviler Bølgen stille, som i Drømme.
Deilig er du, o Hav! din Priis jeg synger,
Enten det stolte Skib din Nakke tynger,
Glidende hurtig frem for snare Vinde,
Eller du reiser dig i mægtig Harme,
Bryder dit Aag, og med de stærke Arme
Vraget slynger mod Sky paa Bølgens Tinde.
Men jeg elsker dig høiest dog, naar stille
Dybt i Slummer du er, Luftninger milde
Over dig gaae og kruse let din Bølge;
Naar fra dit drømmende Hjerte Toner klinge,
Svævende til mig hen paa Luftens Vinge,
Hviskende om det Liv, dit Bryst maa dølge;
Elsker dig høiest dog, naar Aftnens Stjerne
Sender sin Glands og Pragt ned fra det Fjerne,
For at dysse din Sorg i venlig Slummer;
Naar du med Savnets hele, rige Varme
Længes at vorde Liv i Lysets Arme,
Høiest elsker jeg da, o Hav! din Kummer.
Eller naar Maanen i sin fulde Lue
Vandrer paa Himlen hen, saa bleg at skue,
Og dit Øie dens lyse Blik kan fange.
Da er du skjønnest; tusind hvide Straaler
Baade dit Øies Dyb og Barmen maaler,
Og i din Skjønheds Rigdom skjælve bange.
Stille ligger du nu for Herrens Fødder,
Kjærlighed til ham gjennem Blikket gløder,
Aander i den Susning sval, du ham sender.
Giv ham den bedste Skat, dine Bølger eie,
Dys ham i Slummer blidt, og om hans Leie
Bred dine kjærlige og milde Hænder!
Fjernt paa Havets Blaa
Baaden stille laa,
Og Disciplene paa Herren vente,
At hans milde Røst
Over Havets Bryst
Skulde kalde dem, for ham at hente.
Længe tøver han,
Og det mørke Vand
Gløder alt i Morgenrødens Arme;
Bølgen vækket er
Af det lyse Skjær,
Gjennem Luften strømmer Dagens Varme.
Og fra Skibets Rand
Til den fjerne Strand
Hen de sende længselsfulde Blikke.
Mon han sover end?
Skal den lette Vind
Ikke snart hans Stemmes Toner drikke?
See! da vandrer Jesus over Havet.
Liig en mægtig Engel frem han gaaer.
Er med Fuglens Flugt hans Fod begavet,
Eller mon i Dybet ned den naaer?
Har han taget Morgenrødens Vinger,
Hyllet sig i Skyens lette Dragt?
Er det Solens Karm, hvorpaa han svinger
Over Bølgen sig i Lysets Pragt?
Nei, hans Gang er Tankens liig, som svæver,
Fri, ubunden over Hav og Land;
Aanden er hans Vinge; den ham hæver,
Støtter Foden paa det dybe Vand.
Vinden leger mildt med Haarets Bølger,
Leger med den hvide Kjortels Flig;
Og i Morgenrødens Funklen dølger
For hans Øie Dybets Afgrund sig.
Men han selv er som de Taager hvide,
Der om Søen gaae i Maaneglands,
Der med Aftnens Skygger langsomt glide
Over Engene i selsom Dands.
Og mod Baaden stille hen han svæver,
Der paa Bølgen laa med slappe Seil.
Peder seer ham, og med Gru han bæver
For det klare Lys paa Havets Speil.
Alle skjælve de og Aaren fatte,
Spænde Armen, kløve Strømmens Magt,
Og de flygte, til af Træthed matte
De maae standse, nær til Jesus bragt.
Da først kjende de den vante Stemme:
»Frygter ikke, Børn! thi det er mig!«
Men endnu kan Skrækken ei de glemme,
Og endnu paa Tvivl er Sjælen rig.
Derfor siger Peder: »Giv os, Mester!
»End et Tegn, at vi kan kjende dig.
»Som du let paa Bølgetæppet fæster
»Dine Fjed, saa tillad ogsaa mig!«
Og forventningsfuld han ud sig rækker
Imod Jesus paa det dybe Vand;
Herren kalder; Peder Haanden strækker,
Springer over Baadens lave Rand.
Men han synker ei, en Kraft ham hæver,
Jævner Bølgen for hans svage Fod,
Denne Kraft, som hele Livet kræver:
Tillid til at Herren er ham god.
Og han vandrer hen ved Jesu Side,
Øiet fæster han paa Himlens Blaa,
Fæster det paa Jesu Blik, det blide;
Havets Afgrund ikke meer han saae.
See! da røres Dybet, — han skal prøves,
Stormen kaster sig paa Vandet hen,
Mørkt det bliver atter; Lyset røves,
Nylig tændt, af Skyggerne igjen.
Peder skjælver, bleg han Øiet lukker,
Aabner det igjen, men skuer ned;
Op af Bølgen Død og Rædsel dukker,
Og hans Hoved svimled, Foden gled.
Haabet viger; Frygtens Engel lægger
Alt hans Hjerte i sin kolde Grav,
Døden med sit Slør hans Øie dækker,
Og han synker i det dybe Hav.
Men en Haand ham griber, før begravet
Han for altid er i Bølgens Favn;
Og hans Haab og Tro igjen af Havet
Stige nyfødt op i Hjertets Havn.
Stormen standser, Havet hviler herligt
Atter i sin stille, dybe Ro.
Men til Peder siger Jesus kjærligt:
»O hvor svag og ringe er din Tro,
»Og hvor stærk er Tvivlen i dit Hjerte!
»See! i Dødens gaadefulde Bo
»Lyser Intet, uden Troens Kjerte,
»Og dens Blomster kun paa Graven groe.«
Men igjen fra Havet op de stege,
Seilet fyldtes, Baaden gynged let,
Landets Skove stedse længer vege;
Jesus satte sig paa Toften træt,
Sad, den Høie, der, som paa sin Throne,
Han, Naturens underfulde Bliv;
Over ham var Himlens vide Zone,
Under ham laa Havets stille Liv.