Kommen er den store Time,
Tidens Fylde,
Da Guds elskte Folk skal atter
Konge hylde;
Herrens Time kommen er med
Tidens Strømme,
Da han selv vil klart afsløre
Fortids Drømme.
Jehova en Konge giver
Israels Stammer.
Han skal komme; — mon fra Sky, liig
Lynets Flammer?
Gjennem Torden skride frem paa
Himlens Buer?
Skal han lyse paa sin Throne,
Klædt i Luer?
Mon han svøbe vil den store,
Hvalte Himmel
Trindtom Skuldren, kaste om sig
Stjerners Vrimmel?
Sætte Solen paa sit Hoved
Til en Krone,
Lade Magtbud over Jordens
Sletter tone?
Eller tale til sit Folk i
Havets Brusen,
Eller hæve høit sin Røst i
Stormens Susen?
Skal, en vældig Engel liig, han
Fremad stævne,
Holde Ret blandt Jordens Konger,
Israel hævne?
Skal han ynkes over Folkets
Bittre Jammer?
Knuse Romersværdet med sin
Vredes Flammer?
Ingen veed det, Ingen aner,
Alle haabe.
Høit til Herren om en mægtig
Drot de raabe.
I Bethlehems By,
Under Palmers Ly,
Under Tag af de hængende Kroner,
Hvor Blomsterne groe,
Og hvor Kilder sig snoe,
Hvor i Luft klinge Fuglenes Toner:
En Hytte heel lav
De paa Fortids Grav,
Paa den faldne Muur havde bygget;
Hvor den gamle Steen
Laa bag Rankernes Green
Imod Solens Straaler beskygget.
Ei med Tordenens Røst
Kom, Israel! din Trøst,
Ei med Lynets flammende Tunge;
Ikke Himlens Barm,
Eller Bølgernes Arm
Er Vuggen, hvorom jeg vil sjunge.
Hist i Hyttens Skjød,
Under Savn og Nød,
Under Trængsel og bitter Smerte;
Der fødtes i Løn
Gud Jehovas Søn,
Der fødtes, o Verden! dit Hjerte.
Det er Nat og Maanen skinner stille,
Og paa Bækkens Vand er Sølverglands;
Sagte Bølgerne ved Bredden trille,
Mens de brede ud en Straalekrands.
Blomsten slumrer, trygt sit Hoved hviler
Til sin Moders varme, ømme Bryst.
Al Naturen sover; men den smiler
Selv i Drømme, død er kun dens Røst.
Stilhed svæver over Mark og Enge;
Men det er en Stilhed og en Ro,
Liig den Fred, der hviled trygt og længe,
Hvor Retfærdighed og Gudsfrygt boe.
Himlens Fugl er gangen længst til Senge,
Ei en Lyd gi’er Bjerget meer igjen,
Hist en eensom Poppel over Enge
Sine mørke Skygger kaster hen. —
Tys! der lyder Klang igjennem Skoven;
Over Vang med Vinden frem den gaaer,
Med den sagte Vind, som kruser Voven,
Og som ryster Poplens lyse Haar.
Klagende igjennem Luften bæver
Hyrdehornets simple Melodi,
Synker snart, og snart sig atter hæver;
Vandets Rislen synger Chor deri.
Der, bag Høien, hvor den blege Straale
Leger mellem Tamariskens Krat,
Og, som vilde Dalens Dyb den maale,
Stirrer ned fra Skyen, stille, mat:
See! der hvile Hyrderne. Een sidder
Paa en mosgroet Steen og lokker frem,
Medens Blikket over Hjorden glider,
Tonerne fra deres skjulte Hjem.
Ved hans Fødder sig de Andre hvile,
Dybt i Søvn, af Dagens Byrde træt —
Dybt i Søvn; men deres Tanker ile
Vidt omkring paa Drømmens Vinge let.
Synet fjernt dem Euphrats Vande viste,
Og ved Floden de Judæa saae.
Bittert græd hun for, hvad hun forliste,
Og den svundne Tid hun tænkte paa;
Taus var Harpen, brustne var dens Strænge,
Natteduggen voldte deres Meen;
Thi dens Toner havde tiet længe,
Mens den hang paa Taarepilens Green.
Pludselig de saae en Stjerne dale
Over Kvinden som en Straaleglands,
Saae dens Funklen hele Himlen male
Med en underfuld og sjelden Glands.
Og igjen det taarefyldte Øie
Hæved hun fra Flodens mørke Skjød;
Tillidsfuld hun skued mod det Høie,
Smertens Barn paa hendes Kind var død.
Og igjen klang Harpens skjønne Stemme,
Høit til Jubelsangen lød dens Røst;
Ingen brustne Strænge Klangen hemme,
Fædrehjemmets Toner fra dens Bryst.
Synet svandt; men høit en Stemme kaldte
Hyrderne, og undrende de staae;
Thi det Samme fast, som Drømmen malte,
Vaagne de igjen for Øiet saae.
Over Davids Stad en Stjerne luer,
Og dens Straaler rundt paa Himlen gaae;
Drage sig som gyldne Cirkelbuer
Fjernt til Horizonten, dunkelblaa.
Men en Engel see de til dem træde,
Herrens Klarhed om ham gydet var.
Fred han bragte, Fred og himmelsk Glæde,
Sneehvidt var det Klædebon, han bar.
Bange Hyrderne faldt ned til Jorden,
Skjulte Ansigtet i Kjortlens Flig.
Men den Høies Røst var dæmpet Torden,
Og hans Tale Havets Brusen liig:
»Frygter ei, thi hellig Fryd jeg bringer
Ned fra Herren over Jordens Søn.
Frelseren er født! — Paa Ordets Vinger
Løft til Himlen Eders Sjæl i Bøn.
See! et Tegn har Herren Eder skjænket:
Gaaer i Davids Stad, i Hytten ind,
Og i den, til jordisk Skabning lænket,
Evigt Liv og evig Sandhed find!«
Og det lød fra tusind Engles Munde
Høit i Chor med Klokkers rene Klang;
Og det lød, som fra de stille Lunde
Nattergalens Toner over Vang:
»Ære være Jehova i Himlen!
Fred paa Jorden! Fryd iblandt dens Børn!«
Tause Hyrderne til Staden ginge,
Medens Hjordene de græsse lod;
Stunded did, for Offeret at bringe
Efter gammel Skik for Kongens Fod.
Ei var Guld den Gave, som de bragte,
Ikke Perleglands fra Havets Bund;
Ikkun Sjælens Reenhed frem de rakte,
Og en barnlig Tro fra Hjertets Grund.
Men den Skjænk er mere dyr, end Guldet,
Mere dyr, end Bjergets Ædelsteen;
Thi naar jordisk Pragt er skjult af Muldet,
Straaler Fromhed som en Perle reen.