Attende Sang
Sløve.
Sløve.
Den vise Mester sig imod mig vendte
Og saae mig ind i Øiet, for at lære,
Om jeg var nøiet, da han Talen endte.
Jeg, hvem ny Tørst end trued at fortære,
Taug udentil, men indeni jeg mæled:
Maaskee de mange Spørgsmaal ham besvære.
Saalunde først min bange Hu sig fiæled;
Men Faderen, der Agt paa Alting giver,
Ved selv at tale, mig med Mod besiæled.
Thi sagde jeg: Mit Syn, o Mester! bliver
Oplivet i det Lys, du om dig breder,
Saa klart jeg skuer Alt, hvad du beskriver.
Derfor, o hulde Fader! jeg dig beder,
Lad om den Kiærlighed Besked mig høre,
"Lad din Forstand", gienmæled han, "sit Øre
Skarpt mod mig rette, da skal du opdage
De Blindes Daarskab, der vil Andre føre.
Mod Det, som huer den, sig villig neier,
Naar Lyster virkelig den til sig drage.
Jer Fattekraft i sig et Billed eier
Af ydre Ting, som den for Siælens Øie
Udfolder, saa det efter dem sig dreier..
At mod hiint Billed Siælene sig bøie,
Er Kiærlighed, og atter aabenbarer
Naturen sig til Eder knyttet nøie.
Derpaa, som opad Ildens Tunge farer,
Hvor i sit Grundstof længst den sig bevarer:
Begynder nu den fangne Siæl at hige
(Som er en aandig Fart), indtil de kiære
Gienstande den med Nydelse berige.
Nu seer du selv, hvor Sandheden maa være
Ukiendelig og skiult for Dem, der tykkes,
Al Kiærlighed i sig fortiener Ære.
Godt er maaskee det Stof, hvoraf den bygges;
Men Voxet kan man godt og tienligt finde,
Godt er ei derfor hvert et Segl, der trykkes."
Og jeg: Ved Talen, jeg med lydigt Minde
Har fulgt, fra Kiærligheden Sløret trækkes,
Men andre Tvivl mig falde nu paa Sinde.
Naar Kiærligheden udenfra os rækkes,
Og Siælen ei med anden Fod sig rører,
Hvor kan da Ret og Skievt til Last os lægges?
"Saavidt Fornuften seer", gientog min Fører,
"Jeg svare kan; hvis Meer du spørger efter,
Vent Beatrice, thi til Troen det hører.
Ved Stoffet, og bestaaer for sig alene,
Besidder eiendommelige Kræfter,
Som uden Handling ikke sees, og ene
Ved deres Virkning sig tilkiendegive,
Som Plantens Liv ved Løv og grønne Grene.
Veed ingen Mand, veed ei, hvorfra den vælder,
Og hvordan først hans Lyster kom tillive.
Som Honningdriften hos en Bi sig melder,
Kom de til ham; hiin Villiens Førstetanke
Fortiener ingen Roes og Last ei heller.
Fik I en medfødt Kraft, som Raad Jer bringer,
Og holder Vagt ved Eders Bifalds Skranke.
Den er Begyndelsen, fra den udspringer
Fortienesten hos Jer, altsom de gode
Drifter den vælger og de onde tvinger.
De, som den dybe Granskning ret forstode,
Hiin Siælens Frihed saae, som nu du kiender,
Og Sædelæren efter sig de lode.
Sæt altsaa, at al Kiærlighed, der brænder
I Jer, maa af Nødvendighed oprinde:
At styre den, er lagt I Eders Hænder.
Den frie Villie kalder; naar du mødes
Med Beatrice, drag da det i Minde!"
Først imod Midnat saae jeg Maanen fødes
Og Stiernerne henblegne, som de pleie;
En Kedel liig, der heelt igiennemglødes,
Som Solen gaaer, naar den i Rom sees glide
Blandt Sarder ned og Corser paa sit Leie.
Man Pietola langt meer, end Mantua lover,
Fik saadan lagt min Byrdes Vægt tilside.
Da fuld Besked jeg havde faaet over
Alt hvad jeg spurgte om og vilde kiende,
Stod jeg en liden Stund som En, der sover.
Men denne Søvnighed fik snart en Ende,
Da pludselig jeg saae langs Klippens Rande
Nye Slægter iilsomt sig imod os vende.
Vild Trængsel saaes ved Nat, af Skarer store,
Naar de til Bacchus bad i Thebens Lande:
Saa ligerviis om denne Fieldkreds fore,
Saavidt jeg saae, de Aander frem i Skare,
Hvem retviis Kiærlighed og Villie spore.
Snart kom de hen til Stedet, hvor vi vare,
Thi hastig Flokken løb og ei den hviled;
Og To foran dem skreg med Taarer klare:
"Cæsar angreb Marsilia, for at tvinge
"Ilerdas Stad, og rask mod Spanien stiled."
"Afsted, afsted! Er Kiærligheden ringe",
Skreg saa de Andre, "spildt kun Tiden bliver;
"Men ved god Flid kan Naadens Blomst udspringe." —
"Du Slægt, som Bod nu for din Tøven giver,
Og Lunkenhed til Godt i Jordens Dale
Maaskee opretter her ved mægtig Iver!
Han der, som lever (sanddru er min Tale)
Vil opad gaae, naar Solen atter skinner;
Men hvor er Gangen til den næste Svale?"
Saa taled Skialden under Fieldets Tinder;
Da svared En: "Gaa langsmed disse Bredder
"Bagefter os, og snart du Kløften finder.
"Slig mægtig Vandringsdrift os fremad leder,
"At ei vi kunne staae; forlad os, Kiære!
"Ifald vor Hast uvenlig tykkes Eder.
"Alt under Barbarossas Keiservælde,
"Der snart for dette Klosters Skyld skal græde,
"Og for sin Magt derover Taarer fælde;
"Fordi han paa den rette Hyrdes Sæde
"Har sat sin Søn, uægte født, med slette
"Lemmer og værre Siæl, til Ingens Glæde."
Jeg veed ei, om han sagde Meer end dette,
Thi foran skyndte han sig nu at skride;
Men det jeg hørt har og skal ei forgiette.
Og han, som i hver Trang stod mig ved Side,
Tilorde tog: "Vend dig herhen! vi møde
To Siæle hist, som deres Sløvhed bide."
"Det Folk, hvem Gud en Vei i Havet giorde,
"Før Sønnerne saae Jordan uden Brøde.
"Staae Vandringsmøien ud og fremad vanke,
"De gav sig selv et ryløst Liv paa Jorde."
Da hine Skygger nu af Fieldets Banke
Blev skilt fra os saa langt, at de forsvunde,
Opstod i mig en ny og anden Tanke,
Af hvilken atter flere Tanker runde;
Og saadan jeg fra en til anden vandred,
At Øinene faldt sammen som i Blunde,
Og til en Drøm sig Tankerne forandred.