Syvende Sang
Verdsligberømte, uden Aflad.
Verdsligberømte, uden Aflad.
Tre, fire Gange, treen Sordel tilside
Og sagde: "Hvo er I, som hid er draget?"、
"Før Siælene, som ere værd at skride
Til Himlen op, mod dette Bierg sig vendte,
Kun for den Skyld, at Troen ei jeg kiendte,
Maa nu min Bolig fiernt fra Himlen ligge;
Jeg er Virgil!" Sligt Svar ham Skialden sendte.
Liig Den, der seer med eet for sine Blikke
En Ting, som undrer ham, og end ei nøiet,
Snart troer, det er, snart siger: det er ikke
Saa stod han først, derpaa han sænked Øiet,
Og favned blidt, af Ydmyghed besiælet,
Min Mesters Fod, ærbødig for ham bøiet.
"Latinerfolkets Hæder!" Aanden mæled;
"Du, som har viist vort Tungemaals Formue,
"Du evige Pryd for Landet, hvor jeg dvæled!
"Ved hvilken Gunst faaer jeg dig her at skue?
"O tal, hvis jeg tør høre, hvad du siger:
"Kom du fra Helved, og fra hvilken Stue?"
"Igiennem hver en Kreds af Sorgens Riger
Jeg vandret er," tog Skialden nu tilorde;
"En himmelsk Kraft mig drev, med den jeg stiger.
For det, jeg undlod, ei for det, jeg giorde,
Hiin Sol jeg misted, hvorhen du dig svinger;
Der er et Sted i Dybet, som os tvinger
Til Kummer ved sit Mulm blot, ei ved Møde;
Kun Sukke der, ei noget Veeraab klinger.
Der boer jeg med de smaa Uskyldigsøde,
De, som af Dødens Tænder bleve rørte,
Før de var løst fra Menneskeslægtens Brøde.
Der boer jeg med det Folk, som ei iførte
Sig de tre hellige Dyder, men som kiendte
Men hvis du evner, siig da os, der vente,
Den rette Vei til Skærsildsbiergets Døre,
At vi kan naae derhen, hvor vi er sendte."
Han svared: "Frit kan jeg mig rundtom røre,
"Thi ikke noget enkelt Sted os lænker;
"Saa langt, som jeg kan gaae, skal jeg dig føre.
"Og Bierget kan man ei ved Nat betræde;
"Bedst er det derfor, at paa Ly man tænker.
"Der bringer jeg dig hen ved Aftenstunde,
"At kiende dem, vil visselig dig glæde."
"Hvis En gik op, før Nattens Timer svunde,
Mon anden Magt ham hindred da," saa taled
Min Mester, "eller blot det, ei at kunne?"
Paa Jord Sordello med sin Finger maled,
Og sagde: "See, selv denne Streg du springer
"Ei over meer, naar Solen først er dalet.
"Dog er der ingen anden Magt, som bringer
"Dig til at staae, end Nattens Mulm, det tykke,
"Der med Umulighed din Villie tvinger.
"Nedad kan frit man gaae i Nattens Skygge,
"Og vanke rundtom alle disse Strande,
"Mens Horizonten skiuler Dagens Smykke."
Da løfted Skialden undrende sit Pande:
"Saa gak da foran os," tog han tilorde,
"Hen, hvor du siger, det er Fryd at stande!
Kun nogle Skridt fra dette Sted vi giorde,
Da saae jeg, Klippen sænket var i Bue,
Som Dalene sig sænke her paa Jorde.
"Derhen," lød Skyggens Ord, "hvor som en Stue
"Fieldvæggen sænker sig, vi gange ville,
"Og vente, til den nye Dag vi skue."
Skraat opad snoede sig en Sti, en lille,
Der førte os til hiin Fordybnings Tinder;
Hvor Randen lavest var, der stod vi stille.
Selv Guld og finest Sølv, og Træ der skinner,
Indigoblaat, Skarlagnets stærke Flammen,
Smaragder, som man friskest brudt dem finder,
Det havde maattet vige Alt tilsammen,
Som noget Smaat, for Græsset her i Dale,
For disse Blomsters Pragt og Farvebrammen.
Naturen her forstod ei blot at male,
Men tusind Blomsters Duft sig sødt formæled
Til noget Ubestemt i Aftnens Svale.
Paa Engen mellem Blomsterne dernede;
De saaes ei før, thi Dalens Dyb dem fiæled.
"For Solen heelt har lagt sig i sin Rede,"
Sordello mæled, "maae I ei forlange,
"Jeg ned blandt dette Folk skal Eder lede.
"Fra Pynten her langt bedre Syn I fange
"Paa deres Færd og Aasyn, mens- I høre,
"End hist paa Sletten, midt iblandt de Mange.
"Han der, som sidder høist og laaner Øre,
"Men ikke vil sin Mund til Sang bevæge,
"Liig En, der har forsømt det, han skal giøre:
"For sildig nu det døde Land vil kvæge.
"Som hersked i det Land, der sender Vover
"Med Moldau giennem Elben ud i Stranden:
"Den Ottokar, der stod i Svøb langt over
"Sin Søn med Skæg; thi Wenceslaus den Lade
"I doven Vellyst al sin Tid hensover.
"Omkom paa Flugt, og spildte Liliens Blade.
"See, for sit Bryst han slaaer sig, som i Kvide,
"Imens den Anden læner tungt derhenne
"Sin Kind til Haand og sukker ved hans Side.
"Fader og Svigerfader er de Tvende
"Fordi hans onde, skidne Liv de kiende.
"Omgiorded fordum sig med alle Dyder.
"Og var den Ungersvend, der Pladsen klæder
"Bagved ham, bleven Arving til hans Rige:
"Fra Kar til Kar da strømmed ædle Sæder,
"Hvad ei man om hans anden Slægt kan sige.
"Thi Frederik og Jakob Konger hedde,
"Men arved ei den bedre Deel tillige.
"Kun sielden seer man Stammens Dyd sig sprede
"Til Green og Blad; og saadan Gud det mager,
"Til Tegn, at man skal ham om Gaven bede.
"Om ham, der synger med, jeg her vil melde,
"For hvem Apulien og Provence klager.
"Som høit Costanzas Husbond staaer i Hæder
"Mod Margherits og Beatrices Fælle.
"Hist seer I Drotten med de simple Sæder,
"Hans Stamme ved en bedre Væxt sig glæder.
"Med Blikket opadvendt, er hiin Marchese,
"Der Aarsag var, at Alessandrias Seire
"Faldt tungt paa Montferrat og Canavese."