Sextende Sang
Sodomiter.
Sodomiter.
Alt stod jeg, hvor man Drønet kunde høre
Af Floden, der i næste Kreds sig kasted;
Det lød som Kubers Summen for mit Øre.
Med eet i hurtigt Løb tre Skygger hasted
Ud fra en Flok af Aander, som just skrede
Forbi os i den Regn, der aldrig rasted.
Hver af dem nærmed sig og skreg dernede:
"Stat stille du! jeg af din Klædning skuer,
"At du maa være fra vor By, den lede."
Ak, hvilke nye og gamle Saar, af Luer
Indbrændte, saae jeg deres Lemmer bære!
Naar blot jeg mindes det, endnu jeg gruer.
Ved Raabet standsed Mesteren, den kiære,
Og vendte sig til mig: "Nu skal du hvile,"
Han sagde, "høvisk bør mod dem man være.
Ja, var det ikke for de gloende Pile,
Som Stedet slynger her, jeg sige turde,
Det sømmed bedre dig, end dem at ile.
Saasnart vi stode stil, igien tilorde
Med deres gamle Klagesang de toge,
Og alle Tre et Hiul de af sig giorde.
Som Fægterne først salvetnøgne droge
Med Speiden om hinanden, til de kiendte
Angrebets Fordeel, førend løs de sloge:
Saa dreied sig Enhver og Blikket vendte
Mod mig, saa Halsen altid maatte svinge
En modsat Vei af den, som Foden rendte.
"Om dette Sandhavs Kvaler, der os tvinge,
"Og vore revne, blodige Træk end giøre,
"At vi og vore Bønner agtes ringe,"
Begyndte En, "saa lad vort Ry dig røre!
"Siig, hvo er du, at trygt igiennem dette
"Helved din Fod dig levende kan føre?
"Skiøndt nøgen nu og sønderrevet ilde,
"Stod høiere paa Trin end du kan giætte.
"Han var Gualdradas Sønnesøn, den gilde,
"Gierninger hist med Sværd som og med Snille.
"I Sandet, han, hvis Ord til alle Tide
"Stor Tak og Priis deroppe burde fange.
"Jeg selv, som under dette Kors maa lide,
"Har ved min onde Viv jeg saadan Kvide."
Forsandt, hvis jeg for Ilden havde kunnet,
Saa var jeg sprunget ned til dem derhenne,
Og troer, min Lærer havde ret det fundet.
Men Frygt for mig at svide selv og brænde,
Jog mig igien den Villie god af Sinde,
Der gav mig Lyst at favne dem, de trende.
Jeg mæled: Ei Foragt, men Sorg herinde
Dybt i min Siæl ved Eders Nød sig fæster,
Saa stor, at sildig den skal reent forsvinde.
Slig Sorg jeg følte strax, saasnart min Mester
Mig sagde Ord, hvoraf jeg slutte kunde,
At hid der nærmed sig saadanne Giæster.
Jeg er fra Eders By; mens Tider svunde,
Har Eders Daad og Hædersnavne alle
Med Fryd jeg hørt og skildret mangelunde.
Nu vandrer bort jeg fra den bittre Galde
Mod Frugten sød, hiin sanddru Skiald mig lover;
Men først skal jeg til Jordens Midtpunkt falde.
Og han: "Saasandt din Siæl skal lang Tid over
"Dit Legem herske, og naar du har levet,
"Dit Rygte straale klart af Tidens Vover:
"Siig mig, om Høviskhed og Kraft er blevet
"Som fordum i vor Fødeby tilbage,
"Hvad heller har man reent af Land dem drevet?
"Kun vandred mellem os paa disse Steder,
"Volder os med sit Ord svar Sorg og Plage."
• Dit nye Folk, din bratte Rigdoms Glæder
Har fyldt med vildest Hovmod dine Lande,
Fiorenza, saa at bittert alt du græder!
Saalunde raabte jeg med løftet Pande.
Een paa den Anden saae, ved Det, de lærte,
Som Mænd, naar de at høre faae det Sande.
"Ifald det aldrig volder dig meer Smerte,"
Gienmæled de, "med Svar at staae tilrede,
"Da Held dig, du som taler frit fra Hierte!
"Naar frelst engang fra Mulmet her, det lede,
"Du kan igien de skiønne Stierner tælle,
"Og naar du siger glad: jeg var dernede —
"Da maa du ogsaa Folket om os melde!"
Derpaa de Hiulet brød, de trende Siæle,
Og flygted bort med Been som Vinger snelle.
Et Amen havde man ei kunnet mæle
Saa hurtigt, som de svunde for vort Øie;
Thi vilde Mesteren ei længer dvæle.
Jeg fulgte ham, og kun vi vandred føie,
Før Vandets Torden alt saa nærved lyder,
At knap man havde hørt selv Stemmer høie.
Retsom hiin Flod, der selv sin Vei sig bryder,
Og først mod Øst, fra Vesobiergets Tinder,
Langs Apenninens venstre Side flyder;
Ned giennem Dalen i sit lave Leie,
Indtil ved Forli dette Navn forsvinder —
Som den fra Benedettos Klosterveie
Med Torden over Klipperne nedfalder,
Hvor Tusind skulde Fristed havt og Pleie:
Saa høre vi fra Skræntens steile Haller
Hiint sorte Vand gienlyde høit, og trættet
Kan Øret vorde snart, saadan det gialder.
Og engang tænkte jeg, den havde kunnet
Hiin Panther fange mig, hvis Skind var spættet.
Da den jeg havde løst og af mig vundet,
Som Føreren befoel og lod mig vide,
Saa rakte jeg ham den, i Knude bundet.
Selv vendte han sig nu til høire Side,
Og fiernet lidt fra Skrænten og dens Bølger,
Lod i det dybe Svælg han Rebet glide.
Her, tænkte jeg, der noget Nyt sig dølger,
Og til hiint nye Tegn det vist maa svare,
Som Mesteren saadan med Øiet følger.
O, hvor bor alle Mennesker sig vare
Hos dem, der ei blot Gierningerne kiende,
Men ind i Tanken see med Øine klare!
Han mæled: "Snart du skue skal histhenne
Det, som jeg venter; hvad din Tanke drømmer,
Det skal jeg for dit Øie snart fremsende."
For Sandhed, der har Løgnens Aasyn, sømmer —
Det sig bestandig Læberne at værge,
Thi selv en Skyldfri den til Skam fordømmer.
Men her jeg ikke tie kan, og sværge
Vil jeg ved min Komedies Riim, de lette,
Saasandt i lang Tid den sig Gunst maa bierge:
At giennem Luften jeg, den mørke, tætte,
Saae svømmende en Skikkelse sig snige,
Og sært, selv for en modig Siæl, var dette.
Den steg, som Dykkeren, naar i Havets Rige
Han Ankeret har løsnet, som en stenet
Grund eller Sligt holdt fast, og, for at stige,
Nu strækker Brystet og forkorter Benet.