Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Ni og tyvende Sang

Primum mobile; fortsættelse. Om Englene.

Saa lang Tid, som der gaaer — naar over begge¹

Latonas Børn hist Vægt og Væder stige,

Og Horizontens Kreds de om sig lægge

Fra de paa Zeniths Vægtstang svæve lige,

Indtil de, ved at skifte Hemisphære,

Udaf hiint Beltes Ligevægt maa vige:

Saalænge taug med Smiil paa Kind den Kiære,

Betragtende hiint Punkt med faste Blikke,

Hvis Glands jeg før ei havde kunnet bære.

Derpaa hun kvad: „Jeg siger, spørger ikke,

Hvad du vil høre; jeg har seet din Tanke

Der, hvor hvert Naar og Hvor i eet Punkt ligge.²

Ei for, hvad ei kan skee, meer Fryd at sanke,³

Men for med Gienskin af sin Glands at ramme,

Der sige kan: jeg er! har, uden Skranke

Som uden Tid, evindelig den samme,

Den evige Kiærlighed klart aabenbaret

Udi ni Kiærligheder hist sin Flamme.

Og den laae forhen ei i Søvn forvaret,⁴

Thi hverken Forhen eller Siden kiendtes

Før Gud sig over Vandene forklared.

Reent og forenet Form og Stof udsendtes⁵

Ved een ufeilbar Act, liig trende Pile

Fra Buen, der af Gud trestrænget spændtes;

Og som en Straale snelt kan giennemile

Krystal, Glas eller Rav, og i det samme

Den kommer, heelt opfylde det og smile:

Saa foer fra Gud, som Straalen fra sin Flamme,

Hiin Trefoldsvirkning ud i al sin Væren,

For uden Tidsforskiel sit Maal at ramme.

Med Alle blev en Orden skabt, og Æren

Fik de, til hvem den rene Form blev skienket,⁶

At stande høiest udi Skabningshæren.

Det rene Stof paa lavest Trin blev bænket;

I Midten begge, Form og Stof, er blevet⁷

Med aldrig løste Baand tilsammen lænket.

Hieronymus om Englene har skrevet,⁸

At mange Hundredaar de var ilive,

Før noget Andet skabtes eller leved;

Men Hine, hvem Guds Aand befoel at skrive,

Stadfæste paa saamangt et Blad min Lære,

Som du kan skue, naar du Agt vil give.

Ja selv Fornuften seer og vil erklære,

At Verdenslederne umulig kunde⁹

Reent uden Virksomhed saa lang Tid være.

Nu veed du altsaa hvor, naar og hvorlunde

Kiærlighedsaanderne til Liv blev kaldte,

Saa trende Længsler af din Siæl forsvunde.

Og aldrig man saa snelt til Tyve talte,

Som alt en Flok af Engle Gud forlode,

For Eders Elementers Stof at spalte.¹⁰

De Andre blev tilbage her, de gode,

Og øved deres Kunst med slig en Gammen,¹¹

At aldrig de i Dandsen stille stode.

Begyndelsen til Fald var Hovmodsflammen —

Forbandet være den! hos ham histnede,¹²

Der af Alverdens Vægt er knuget sammen.

De, som du skuer her, var ydmygt rede

Til kun i sig den Godheds Værk at skue,

Der til saa høit et Syn dem vilde lede.

Derfor opløftedes ved Naadens Lue

Og egen Værdskyld saadan deres Blikke,¹³

At nu har Villien fast og fuld Formue.

Thi vide skal du det, og tvivl kun ikke:

Det er fortienstligt at modtage Naaden,¹⁴

Naar Hierterne kun aabne for den ligge.

Nu kan du selv, foruden Andres Raaden,

Det høie Samfund klart for Tanken stille,

Hvis i min Tale du har fanget Traaden.

Men da der læres med saameget Snille

Paa Jorden hist i Eders Høresale,

At Englene forstaae, erindre, ville:¹⁵

Saa skal jeg endnu kortelig afmale

Den rene Sandhed dig, som de forrykke

Histnede ved en slig tvetydig Tale.

Alt siden disse Væsner nød den Lykke

At see Guds Aasyn, fast de Blikket rette

Paa det, hvor Alt sig speiler uden Skygge.

Thi træder ingen Gienstand mellem dette

Og deres Syn, og de har ei fornøden

At mindes Noget, da de ei forgiette.

Men hist gaaer man i vaagen Drøm til Døden;¹⁶

Een troer han holder sig bag Sandheds Skranke,

Een troer det ei, og størst i ham er Brøden.

I Eders Forskninger paa Jord I vanke

Ei ad den samme Sti; saa vidt henrives

Af Kiærlighed til Skinnet Eders Tanke.

Og dog kan dette bedre her tilgives,

Om end med Harm, end naar man falsk udtyder

Guds Ord og agter ringe, hvad der skrives.

Glemt er paa Jord, hvormeget Blod der flyder

For denne Sæd at saae, hvor Den, som hænger

Ydmygelig ved Herrens Ord, ham fryder.

Kun for at synes, Hver og En anstrænger

Med Paafund sig, som Præsterne udbrede,

Og Evangeliet lyder ikke længer.

Een siger, Maanen vendte sig i Vrede¹⁷

Da Christus led, og stilled sig saalunde,

At Solens Lys ei kunde sees dernede;

Han lyver; af sig selv dens Straaler svunde,

Og derfor ei for Jøder blot, men Inder

Og Spaniere hiint Mulm sig vise kunde.

Florents har mange Lapoer og Binder,¹⁸

Men fleer de Fabler er, som uden Ende

Man præker høit og overalt opspinder;

Saa de eenfoldige Faar tilbage vende

Fra Marken mættede med Vind, og ere.

Ei bedre stedt, for de det ei erkiende.

Saa talte Christus ei til sine Kiære:

„Gaaer ud og præker Skvalder trindt paa Jorde!"

Han gav et Grundlag dem, en sanddru Lære,

Med hvilken de saa vældig tog tilorde,

At de til Kamp, for Troen at opflamme,

Sig Skiold og Spyd af Evangeliet giorde.

Nu holdes der kun Præken for at bramme

Med Spot og Skiemt, og leer man blot dernede,

Saa blærer Kutten sig og troer at ramme.

Men slig en Fugl i Hætten bygger Rede,¹⁹

At saae man den, da vilde Folkets Skare

Snart see den Aflads Værd, hvorom de bede,

Og for hris Skyld saa taabelig de fare

Paa Jorden frem, at de hvert Løfte tage,

Selv uden Vidnesbyrd, for gode Vare.²⁰

Saa mæsker Sanct Antonius alle Dage²¹

Sit Sviin og andre værre Dyr end dette,

Og Folket faaer ustemplet Mønt tilbage.²²

Men vi er vandret afveis bort, og rette

Skal du dit Blik mod Sporet nu, det lige,

For Tid og Vei at korte dig og lette.

Saa mægtigt skrider Trin for Trin hiint Rige²³

Fremad i Tal, at intet Sprog, ei heller

Et dødeligt Begreb saa høit kan stige.

Og mindes du, hvad Daniel fortæller,²⁴

Da seer du, det bestemte Tal forsvinder

Bag disse Tusinder, hvorom han melder.

Hiin første Glands, der Englene beskinner,²⁵

Alt paa saamange Maader hist annammes,

Som der er Lys, hvormed den sig forbinder;

Da nu Annammelsen, naar Synet rammes,

Bestemmer Følelsen, maa Kiærligheden

Til meer og mindre Glød i dem opflammes.

Nu kan du skue Høiden selv og Breden

Af den Guds evige Kraft, der skabte hele

Hiin Hær af Speile sig, og trods sin Spreden

Dog bliver een i sig og uden Dele.

D. vil udtrykke, at Beatrice kun et Øieblik betragtede Lyspunktet. Naar Latonas Børn, Solen og Maanen, under Vægtens og Væderens Stiernebilleder, samtidig berøre Horizonten ligeoverfor hinanden, svæve de tilsyneladende et Øieblik i Ligevægt, som to Skaale paa en uhyre Vægtstang, hvis Tunge peger mod Zenith; men i det næste Øieblik er Ligevægten forbi, idet den ene staaer op, den anden gaaer ned under Horizontens Belte.

Der: i Gud, i hvem Tid og Rum (Naar og Hvor) er sammenfattet i eet Øieblik og eet Punkt. De Spørgsmaal, der røre sig i Dantes Tanker, og som Beatrice i det Følgende besvarer, ere: hvor, naar og hvorledes Englene bleve skabte.

Ikke for sin egen Skyld, for at forhøie sin egen Fryd, har Gud skabt de ni Kiærligheder (Englechorene) thi han behøver ikke sine Værker; men ifølge sin uendelige Godhed, for at hans Glands, afspeilet i et Andet, kunde forkynde de skabte Væsner hans Tilværelse. Jvf. XIII. 55 flg.

Før „Guds Aand svævede over Vandene“ (1 Mos. B. I. 2), hvorved D. forstaaer Skaberens Virksomhed i de tre første Dage, var der ingen Tid, men ikkun Evighed.

Spørgsmaalene om naar og hvorledes Englene ere skabte, besvares saaledes. Den hele Verden, altsaa Englene med, er i sin Potents skabt samtidig, og ved een ufeilbar Act, idet Gud umiddelbart frembragte den rene, active Form (Intelligenserne, Englene), det rene, passive Stof (Materien) og den uopløselige Forening af Form og Stof (Himlen). Jvf. VI. 122 Anm. D. stemmer her i det Væsentlige overeens med den h. Augustinus, efter hvis Lære Verdens Skabelse foregik ved een, samtidig Act, saaledes at Himlen, Englene og den uorganiske Natur skabtes umiddelbart og udviklet, Planter, Dyr og Mennesker kun i deres Aarsag og Spire. De sex Skabelsesdage opfatter Augustinus da som en menneskelig Tidsbestemmelse, der skal tiene til at udtrykke den synlige Fremkomst og Udvikling af de Ting, der vel vare skabte „i Begyndelsen,“ men kun i deres Aarsag og Spire (causaliter et potentialiter).

Heri maa Svaret ligge paa det Spørgsmaal: hvor Englene skabtes. De stande høiest ɔ: de skabtes over alle Himle, i Empyreum.

Nogle Fortolkere forstaae ved denne Forbindelse af Form (atto) og Stof (potenzia): Mennesket (creatura corporalis et rationalis). Da det imidlertid paa et andet Sted (VII. 131) udtrykkelig siges, at Himlen er skabt umiddelbart af Gud, ligesom Englene (den rene Form) og Materien, samt (II. 139 flg.) at Formkraften forbinder sig med Stiernerne, boer i dem som Siælen i Legemet, og lyser igiennem dem, som Glæden giennem Øiet: synes det vel rimeligst, at D. her har tænkt paa Himlen. I Himmelkredsene er ogsaa forsaavidt det Active (Formen) forbundet med det Passive (Stoffet), som enhver af dem „virker nedad og fraoven fanger” (II. 123). Om den menneskelige Natur siger D. desuden paa et andet Sted (Convito, II. 6), at den blev skabt for at erstatte de faldne Engle, altsaa efter den første umiddelbare Skabelse.

Den h. Hieronymus omtaler i sit Brev til Titus Englene som existerende længe før Verdens Skabelse. Men dette strider baade imod Skriften (V. 41. Jvf. 1 Mos. B. I. 1, og Sirachs B. XVIII. 1), og imod Fornuften (V. 43).

Verdenslederne. Intelligenserne eller Englene, hvis Væsen er reen Form, reen Activitet, kunne ikke tænkes uvirksomme.

10.

Elementernes Stof er Jorden, der efter Aristotelikerne er et Aggregat af de fire Elementer. Den blev spaltet eller forstyrret ved Lucifers og de onde Engles Fald. Jvf. Helv. XXXIV. 121 og Indl. S. 46.

11.

Deres Kunst: Kredsbevægelsen om Gud, ved hvilken Elementarverdenen udvikledes og smykkedes. — Dante synes altsaa at have tænkt sig Skabelsen foregaae i følgende Orden: 1) Den umiddelbare Skabelse („i Begyndelsen“) af Englene, Himlen og Jorden i dens Potents, med Elementarkræfterne i chaotisk Tilstand. 2) Lucifers Oprør og Nedstyrtning paa den endnu øde Jord, hvorved Skærsildsbierget og Helvede dannes. Før Helvede var altsaa kun de evige ɔ: umiddelbart skabte, uforgængelige Ting (Helv. III. 8). 3) Den middelbare Skabelse, eller Elementarverdenens Udvikling af Spirerne til Virkelighed, i de sex Dage. 4) Den umiddelbare Skabelse af Mennesket.

12.

Ham histnede: Lucifer (Jvf. Helv. XXXIV. 20 flg.), der ved sin egen Kraft vilde være Gud liig, og ikke vente paa Naaden („Lysets Straale“: s. XIX. 47).

13.

De gode Engles Fortieneste var den Ydmyghed, hvormed de erkiendte sig for Guds Godheds Værk, der kun ved hans Naade havde faaet Evne til at skue ham. Denne deres Beredvillighed til at modtage Naaden opløftede dem ved Naadens Hiælp til kan høi Beskuelse og Salighed, at de have fuldkommen fast Villie og ikke kunne synde.

14.

Jvf. XIV. 40 Anm. og XXVIII. 112.

15.

Spørgsmaalet, om Englene, foruden Erkiendelsesevne og fri Villie, ogsaa have Erindring, løser D. ved at sige, at da de aldrig vende deres Blik fra Guds Aasyn, i hvilket de skue Tingene ligesom i Speil, saa bliver deres Skuen ikke afbrudt af nogen ny Gienstand, og de behøve derfor ikke at erindre, thi deres Tanker blive aldrig deelte.

16.

Beatrice dadler i det Følgende den forfængelige Lyst til at synes lærd, der ikke blot bringer falske Meninger ind i Philosophien, men, hvad der er værre, faaer Theologerne til at ringeagte og fordreie den hellige Skrift.

17.

Om Grunden til det store Mørke ved Christi Død vare Meningerne deelte. Nogle forklarede det som en vel usædvanlig og vidunderlig, men dog ved Maanen frembragt Solformørkelse, Andre som en umiddelbar Formindskelse af Sollyset selv. Til denne Mening slutter D. sig, idet han oversætter Vulgatas Ord: per universam terram, ved „over den ganske Jord.“ Og en Solformørkelse, frembragt ved Maanens Stilling, vilde unegtelig ikke have været istand til at fordunkle den hele Jord.

18.

Lapo og Bindo vare to forkortede Fornavne, der hyppig forekom i Florents.

19.

Slig en Fugl: Diævelen, der ligesom har opslaaet sin Bolig i Præstekiolen.

20.

Uden Vidnesbyrd ɔ: uden kirkelig Autorisation.

21.

Eneboeren d. h. Antonius afbildes, som bekiendt, med et Sviin ved Siden, enten paa Grund af hans Seier i Kampen med de urene Aander, eller fordi han er Dyrenes særegne Beskytter. Det var paa flere Steder Skik at opføde et Sviin, der kaldtes den h. Antonius’s Sviin og blev mæsket paa Menighedens Bekostning; hertil sigter Dante.

22.

Ustemplet Mynt: Naadesløfter og Afladsbreve, der solgtes i dyre Domme, men hverken havde Guds eller Kirkens Stempel.

23.

Hiint Rige: Englenes, om hvis Antal der nu bliver Tale.

24.

Englenes Mængde overstiger alt Begreb; og naar Propheten Daniel (VII. 10) siger: „Tusinde Gange Tusinde tiente ham, og Titusinde Gange Titusinde stode for ham,“ vil han kun betegne et ubestemt, umaadelig stort Tal.

25.

Hiin første Glands: Gud.

Dante Alighieri: Dante Alighieris Guddommelige Komedie. Paradiset, oversat af Chr. K. F. Molbech, I den Gyldendalske Boghandling, Kbh., 1862, s. 234–242.

»Trettende Sang«

Dante Alighieris Guddommelige Komedie (1851)

»Otte og tyvende Sang«

Dante Alighieris Guddommelige Komedie (1851)