Chr.K.F. Molbech: »Fiortende Sang« fra Dante Alighieris Guddommelige Komedie (1851)

Fiortende Sang

Solen; Fortsættelse. Om de Opstandnes Lysglands. Mars, med Troens Helte.

Fra Midten ud og indadtil fra Randen,¹

Altsom det ude røres eller inde,

Bevæger Vand sig bølgende i Spanden.

Da hellig Thomas taug for dennesinde,

Randt det, jeg siger her, og som paa Jorde

Jeg tidt har seet, mig samme Stund i Minde,

Idet en Liighed giældende sig giorde

Med hans og Beatrices Ord tillige,

Da saadan efter ham hun tog tilorde:

„Han har behov — men kan det ei udsige

Med Røsten eller Tanken end for Eder

Ned til en anden Sandheds Rod at stige.

Siig ham, om Lyset, der sin Glands udbreder²

Om Eders Væsen, hos Jer skal forblive

Som nu det er, i alle Evigheder;

Og hvis det skal, da lad dit Ord beskrive,

Hvor det kan skee, at Lyset Jer ei blender,

Naar I engang er synlig kaldt tillive."

Som i en Runddands mangen Gang det hænder,

At Choret, drevet af en større Glæde,

Hæver sin Røst og raskere sig vender,

Saalunde viste her den hellige Kiæde

Sin nye Fryd ved denne fromme Tale

I Dandsen og det underfulde Kvæde.

Den, som beklager, at i Jordens Dale

Man her skal døe, for hist at leve, kiender

Ei Evighedens Dugg, den himmelsk svale.

Hiin Een og To og Tre, som aldrig ender,

Og udi Tre og To og Een med Vælde,

Selv ubegrændset, alle Ting omspænder,³

Tre Gange var, meer sødt end Ord kan melde,

Lovsunget i et Kvad, hvis Toner klare

Al jordisk Værdskyld vilde fuldt giengielde.

Og i det Lys, der blandt den mindre Skare⁴

Gav herligst Glands, en Røst jeg hørte lyde,

Som til Maria Englens vist, og svare:

„Saalænge skal vor Kiærlighed omgyde

„Sig med slig Straaledragt, som vi med Gammen

„Ved Paradisets Høitid her os fryde.

„Klarheden svarer til vor Elskovs Flammen,⁵

„Og denne til vort Syn, men Synets Glæde

„Til Naaden, med dets egen Kraft lagt sammen.

„Naar med det hellige Kiød vi os omklæde⁶

„Paany engang, faaer vor Person Formue

„Til større Fryd, da den er heel tilstede.

„Desaarsag voxe vil den Naadeslue,

„Det høieste Gode ufortient os sender,

„Og som os skikket giør til Gud at skue;

„Og Synet voxer, og den Glød, som tænder

„Af dette sig, maa voxe med det samme,

„Saavelsom Straalerne, hvori den brænder.

„Men, som et antændt Kul, der giver Flamme,

„Kan ved sin Klarhed Luen selv betvinge

„Og blive synligt giennem Ildens Ramme,

„Saa vil de Straaler, der os alt omringe,

„I Klarhed vige for vort Legem, dette,

„Som hviler nu i Jord, bag Dødens Vinge.⁷

„Og ikke vil saa stort et Lys os trætte,

„Thi Legemets Organer ville møde

„Med Kraft til Alt, hvad der kan Fryd forjette."

„Saa snelt og villig begge Chor udbrøde

Flux i et Amen, at der hos dem kiendtes

En Længsel efter Legemerne, de døde;

Ei blot for deres egen Skyld, som tændtes

Til evige Flammer, men for Fædre, Mødre,

Og dem, de elsked, før hidop de sendtes.

See, med en Klarhed da, fast endnu sødere

End den, der var, jeg skued Himlen smykkes,

Som naar Synskredsen bliver rød og rødere;

Og som i Kveld, naar Himlen overskygges,

Man skimter nye Lys, men først saa svage,

At Synet sandt og ikke sandt os tykkes:

Saadan begyndte først jeg at opdage

Fleer nye Substantser der, og see hvorlunde

De sig i Kreds rundtom de andre drage.

Glimt, som fra den hellig Aand udrunde,

Hvor traf de reent og straalende mit Øie,

Saa deres Glands det ei udholde kunde!

Men Beatrice for mig stod, den høie,

Saa smilende og fager, at mit Minde

Ei heller dette Syn kan skildre nøie;

Da følte jeg igien mit Øie vinde

Kraft til at løfte sig, og saae mig hævet

Til større Frelse med min Herskerinde.

Vel mærked jeg, at høiere vi svæved,

Paa det ildfulde Smiil af denne Stierne,⁸

Der med et rødere Skiær, end vanligt, bæved.

Med dette Sprog, som nær og i det Fierne⁹

Er eet i Alle, jeg Gud Herren bragte

Mit Offer for hans Naade glad og gierne;

Og i mit Bryst var Gløden af det rakte

Takoffer end ei slukt, før jeg erkiendte,

At denne Skienk Guds Velbehag opvakte.

Saa røde Lysglimt i to Straaler brændte

Foran mig, at jeg udbrød mit Indre:

O Helios, der slige Flammer tændte!¹⁰

Som mellem Verdens Poler, fuld af mindre

Lys og af større, Melkeveien skinner,

Saa Viismænd tvivle ved at see den tindre,¹¹

Saadan forbandt paa denne Himmels Tinder

Sig Straalerne i Mars til Helligtegnet,¹²

Der i en Kreds Quadranterne forbinder.

Her synker Aanden, under Byrden segnet;

Thi udi dette Kors lynstraaled Christus,

Saa jeg hvert Billed finder mat og blegnet.

Men tager du dit Kors og følger Christus,

Vil du forstaae, hvad jeg forbi maa ’springe,

Naar i hiin Lynglands selv du skuer Christus.

Fra Top til Fod, fra Vinge hen til Vinge

Foer Lys, og funklende jeg saae dem bæve

Hvergang de sammen traf og fremad ginge.

Saalunde seer man Solgran, lige, skieve,

Langsomme, snelle, korte eller lange,

Bestandig skiftende for Synet, svæve

Hen giennem Straalerne, der mange Gange

Ind i en kunstig Skygge sig forlænge,

Som man har skabt, for Kølighed at fange.

Og som en Giges eller Harpes Strænge

Ved yndig Samklang fryde selv det Øre,

Til hvilket Melodien ei kan trænge,

Saalunde toned ud fra dette Røre

Af Lys en Klang, der henrev mig til Glæde,

Skiøndt selve Hymnen ei jeg kunde høre.

Vel mærked jeg, det var et Lovsangskvæde,

Thi til mig kom: „Stat op til Seir!" som Klangen¹³

Af Ord til Den, der ei er nær tilstede.

Og saadan jeg forelsked mig i Sangen,

At Ingenting i Himlen og paa Jorde

Mig forhen med saa søde Baand holdt fangen.

Maaskee for dristigt tager jeg tilorde,

Som agted jeg de Øines Fryd kun føie,

Der altid mine Længsler stille giorde;

Men Den, som mindes, at al Skiønheds høie¹⁴

Segl virke stærkere, jo meer man stiger,

Og at jeg end ei her saae hendes Øie,

Han vil undskylde mig og see, jeg siger

Sandhed i det, jeg til Undskyldning bringer;

Thi luttret vorder selv i disse Riger

Hiin hellige Fryd, jo meer den op sig svinger.

Ligesom Vandet i en Spand kan bevæge sig i bølgende Kredse fra Peripherien ind imod Centrum, eller omvendt, saaledes gik Talen fra Thomas Aquinas, der stod i de Helliges Kreds, ind til Dante og Beatrice, der stod i Centrum af denne, og atter fra Midten udad, da Beatrice talte.

Det første Spørgsmaal, som Beatrice for Dantes Skyld giør, er: om de Saliges Legemer ogsaa efter Opstandelsen skulle vedblive at lyse; det næste: om deres Øine giensidig kunne taale de opstandne Legemers Lys, der maa blive et legemligt Lys, men klarere, end Solens.

I Empyreum omspænder Gud ligesom hele Skabningen.

Det Lys: Salomo (ifølge X. 109).

De Saliges Glands er en Udstraaling af deres Salighed, som atter svarer til Kiærlighedens Glød i deres Indre. Denne, og dermed Salighedens Grad, beroer paa Synet, Beskuelsen; thi jo klarere de skue Gud, desmere voxer deres Kiærlighed til ham. Men Beskuelsen er igien afhængig ikke blot af Aandens egen Kraft, men af Guds Naade, der, efter en Hovedlære i den scholastiske Philosophie, forhøier Aandens Evne udover det Maal, som er givet i de naturlige Anlæg, og giør den skikket til at opfatte det Overnaturlige. Jvf. XXVIII. 109 flg.

Salomo besvarer her Beatrices første Spørgsmaal. Da det hører til Siælens Væsen, at den skal være Legemets Form, bliver den altsaa, efter sin Gienforening med Legemet, fuldkomnere end før. Men jo fuldkomnere et Væsen er, i desto høiere Grad skienker Gud det sin Naade, og med Fuldkommenheden voxer altsaa ogsaa den af Naaden afhængige Beskuelse, Kiærlighed, Salighed, samt endelig det, hvorom her er Spørgsmaal, Salighedens Udstraaling: Glandsen. Resultatet er da, at de Saliges Lysglands efter Legemets Opstandelse ikke blot vedvarer, men forhøies.

I denne Terzine besvares det andet Spørgsmaal. De Forklaredes Organer blive saa stærke, at de, uden at lide derved, kunne optage Alt, hvad der kan saliggiøre dem. Men dette er netop Tilfældet med den Lysglands, hvorigiennem Saligheden aabenbarer sig; thi den Enes Salighed forhøies ved Synet af den Andens.

Denne Stierne: Planeten Mars, til hvis Sphære Beatrice og Dante nu have hævet sig.

Dette Sprog: Hiertets, Følelsens Sprog, som hos alle Mennesker er eet og det samme.

10.

Helios: Solen. D. antager vel i første Øieblik den straalende Samling af Aander for Stierner, der, som man dengang antog, fik deres Lys fra Solen. Solen kan ogsaa være et Billed paa den guddommelige Naade, fra hvilken Saligheden og dermed Lysglandsen stammer.

11.

Om Beskaffenheden af Melkeveien herskede der forskiellige Meninger hos de gamle Philosopher. D. antager den for en Samling af saa smaa Stierner, at Synet ikke kan adskille dem.

12.

Helligtegnet: Korsets Tegn, der fremkommer, naar i en Cirkel to Diametre skære hinanden under rette Vinkler, hvorved de fire Quadranter opstaae. Dette Kors lyser i Planeten Mars, og i det skuer D. den korsfæstede Frelsers Billede, som han formodentlig tænker sig dannet af de salige Aander, paa samme Maade, som andre Siæle siden i Planeten Jupiter danne Billedet af en Ørn. Det er Troens Helte og Kirkens Stridsmænd, navnlig Korsfarerne og med dem vel ogsaa Martyrerne, der aabenbare sig i denne Stierne; og det er derfor ligesaa smukt, som betydningsfuldt, at D. lader dem vise sig i Skikkelse af den korsfæstede Christus, hvis Navn han (ligesom i XV. 71), af Ærefrygt ikke rimer med noget andet Ord.

13.

Stat op til Seir: formodentlig af en Hymne til Priis for den korsfæstede og opstandne Forløser.

14.

Dante havde vel betragtet Beatrice, medens de svævede op imod Mars, men ikke siden, i selve denne Himmelsphære. Han kiendte altsaa hendes Øines Fryd kun fra en lavere Sphære; og medens han i Mars allerede havde følt Virkningen af den høiere Stiernes Herlighed, havde han endnu ikke erfaret, at ogsaa hiin Beskuelsens hellige Fryd var luttret saaledes ved Opstigningen, at den ligeledes i denne Himmelsphære overgik alt Andet. Denne Erfaring giør han først senere; s. XV. 32.

Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Fiortende Sang

Solen; Fortsættelse. Om de Opstandnes Lysglands. Mars, med Troens Helte.