Tiende Sang
Solen, med Kirkens Lærere.
Solen, med Kirkens Lærere.
Som de udaande begge fra det Høie,
Skabte den første Kraft Alt hvad forneden
Og oven rører sig for Sind og Øie,
Med slig en Orden, at Enhver, som lærer
At kiende den, maa fryde sig med Føie.
Den anden i sit Kredsløb giennemskærer;
Giv der dig til, ind i den Kunst at skue,
Som Mesteren har saa kiær, at ingensinde
Han vender bort fra den sit Øies Lue!
See, hvor Planeterne sig derfra vende
I deres skieve Cirkel giennem Rummet,
For paa den længselsfulde Jord at skinne!
Da spildtes mangen Kraft i Himlens Indre,
Og hver en Evne fast paa Jord forstummed;
Ja, veg den blot et Fied meer eller mindre
Af fra den lige Vei, da vilde dette
Den hele Verdensorden mægtigt hindre.
Nu skal du, Læser, paa din Bænk dig sætte,
Og eftertænke det, jeg lod dig smage;
Sligt vil dig fryde meget meer end trætte.
Jeg dækket har, selv maa du for dig tage;
Thi Stoffet kræver al min Flid og taaler
Ei, at jeg lader bort derfra mig drage.
En himmelsk Kraft i Verden bliver præget,
Og som os med sit Lys vor Tid udmaaler,
Forbunden med hiint nævnte Sted, bevæged
I de Spiraler sig, hvori vi blive
Bestandig mere tidlig af den kvæget.
Saa lidt jeg mærked til min Opadgliden,
Som til en Tanke, før den kom tillive.
Det Beatrice var, paa hvem en Skriden
Fra Godt til Bedre viste sig saa fage,
At den ei indtog noget Maal af Tiden.
Hvor maatte lysende foruden Mage
I sig det være, som i Solens Rige
Kom, ei ved Farve, men ved Glands fordage!
Paakaldte jeg end Kløgt og Kunst tillige,
Jeg kunde dog ei skildre Synet nøie;
Men troe det kan man og derefter hige.
Hvad Under, om til Ting, som er saa høie,
Ei vore lave Phantasier svare;
Thi meer end Solen taaler intet Øie.
Som mættes af Gud Fader, ved at skue
Ham udi Aand og Søn sig aabenbare.
Og Beatrice: „Tak af al Formue
Den Englesol, der naadig lod dig blive
Opløftet til den sandseliges Lue!"
Ret aldrig var et Menneskebryst i Live
Saa stemt til Andagt og saa snelt besiælet
Til fuldt af Tak sig Gud at overgive,
Som jeg det blev, da disse Ord hun mæled;
Og al min Kiærlighed i ham sig hvilte,
Saa Glemsels Mørke Beatrice fiæled.
Dog blev hun ikke vred derfor, men smilte
Saa klart, at jeg, af Blikkets Glands paamindet,
Igien til flere Ting med Tanken ilte.
Jeg skued flere Lys, der fast mig blinded,
Samle sig i en Krands om os og synge
Meer sødt endnu, end lysende de skinned.
Latonas Barn, naar Luften, tæt og stille,
Fastholde Traadene, der Beltet slynge.
De Himmelhvalv, jeg gierne giensee vilde,
Saa dyre, deilige Juveler rumme,
At man dem ei deroppefra kan skille.
En saadan var den Sang, vi hist fornumme;
Hvo derfor ei til Himmelflugt har Vinge,
Maa vente Nyt fraoven af den Stumme.
Da disse Sole, der lod Sangen klinge,
Tre Gange havde svunget om os Krandsen,
Som Stierner sig om faste Poler svinge:
De tyktes mig i deres tause Standsen
Liig Kvinder, som paa nye Toner vente,
Og endnu ikke løse sig fra Dandsen.
En-fra sit Indre denne Røst udsendte:
„Naar Naadens Lys, der tænder Kiærligheden,
„Og voxer med den Følelse, den tændte,
„Saa stærkt bestraaler dig, at den franeden
„Dig fører opad disse Trin, der drage
„Hver, som gaaer ned, engang igien til Eden:
„Maa Den, der negter dig mod Tørstens Plage
„Et Bæger af sin Viin, saa bunden være,
„Som Vand, der ei mod Havet Flugt kan tage.
„Som smykke Krandsen om den fagre Kvinde,
„Der styrker dig til Gang mod Himlens Sphære:
„Hvor godt man fedes, gaaer man ei iblinde;
„Han, som tilhøire staaer mig nærmest, hedder
„Thomas Aquinas hed jeg selv blandt Eder.
„Men vil du kiende Hver især, det bedst er,
„At du dit Øie til min Tale binder,
„Og skuer rundt iblandt de hellige Giester.
„Hiin anden Lysning som et Smiil udrinder
„De tvende Thing, saa det Guds Bifald finder;
„Og Den, som pryder Choret ved hans Side,
„Sin ringe Skierv og den til Kirken viede.
„Udaandes af slig Kiærlighed, at efter
„Budskab om det begierligt Alle tragte.
„I dette Lys, hvorpaa du Øiet hefter,
„Laae saadan Viisdom, at, er sandt det Sande,
„Sig Ingen hæved til sligt Syn herefter.
„Der Englenes Natur og Hverv udgrunded
„Meer dybt, end Nogen hist i Støvets Lande.
„Fra hiin Forsvarer af de christne Tider,
„Hvis Skrift af Augustin blev tienligt fundet.
„Ifald du nu med Tankens Øie skrider
„Fra Lys til Lys, som jeg min Priis dem yder,
„Derinde, ved alt Godt at see, sig fryder
„Den hellige Siæl, der viser Menneskeheden,
„Som hører efter, Verdens Svig og Lyder.
„Det Legem, han blev jaget fra, forneden
„I Cieldauro er; han selv fra Kviden
„Og Landsforviisningen kom hid til Freden.
„Og han, fra hvem dit Blik til mig maa vende,
„Er Lyset af en Aand, som Granskning vakte
„Til dybt at længes efter Livets Ende:
„Slutning og Sandhed, der for Had blev lagte."
Retsom det Uhr, der vækker os med Klangen,
At tækkes Brudgommen ved Morgensangen,
Et sødt „Klingkling" saa yndigt til vort Øre,
Saadan jeg saae hiint Ærens Hiul sig røre,
Og skifte Røst med Røst i Takt og Toner
Saa søde, som man aldrig faaer at høre
Undtagen der, hvor Glæden evig throner.