En regntung dag i september,
mens vind over markerne vælded,
under skyernes jagende kæmper
dit hamrende hjærte fik ro,
dit hoved til hvile du hælded
nær ved din barndoms bo.
Din kres fuldt rundet blev dragen,
og floden gik hjem til sin kilde;
hvor i våren du øjnede dagen,
du lagdes på båre i høst, —
som kaldte dig jordens milde
moderlig stærke røst. —
Din hu til det blånende fjærne
drog ud over lande og tider;
men den kendte sin rod og sin kærne
derhjemme, hvor axenes guld
bar frem på de bølgende lider
liv af den døde muld.
Du nam hvad fædrene nemmed,
der lytted til plovfurens røster;
og det fjærne blev ikke dig fremmed:
den sang, som bag tusinde år
du hørte i syd eller øster,
lød i din faders gård.
Som hav-skum livsdrømme farer,
som løvværk de grønnes og falde,
ikkun slægternes sam-eje varer
og hun, der er liv i vor marv,
almoder og grav for os alle,
jorden, vor dyre arv. —
Et tog mig synes at træde
om graven, hvor båren de bringer;
er det slægternes henfarne kæde,
der følger sin dyrker på vang?
og over ham højtidsfuldt klinger:
dødninges gamle sang:
»Drag ind, o søn, til vor moder!
et rummeligt hus vil du finde;
og vær god mod vor ven og vor broder
og værn ham, du venlige muld,
og favn ham så mildt som en kvinde,
blødt som den lune uld!
O løft dig jord, som vi synge,
og und ham husvalelsens væde,
lad ej grønsværtæppet ham tynge,
det onde forstyrre ham ej!
som barnet af moderens klæde
dækkes vor ven af dig!« —
En drøm kun! vågen jeg mødes
af dagens hårdtstirrende viden;
er det lindring for os, at der fødes
vil liv af hans liv, som er slut?
ak, aldrig gentræffes i tiden
sjælen, hvis form er brudt.
Hans årlangt øvede tanke,
hans hånd, nu den leged så hænde,
og hans grublens frodige ranke,
hans videns fuldmodnede skat
blev spildt, før han mejed til ende,
slugt af den sorte nat.
Hans værk vel står; men for silde
den trofaste hånd vil vi tage;
og hans øjensmil, gækkende, milde,
den varsomme kløgtige røst
fór heden; vi har kun tilbage
mindernes arme trøst.