Man kan vænne sig til alting —
Bændelorme, Børn og Lopper.
I en daglig Omgang bliver
de ens Sjæl en stille Syssel.
Ja, min Ven, en Albaneser
elsked sine Bændelorme.
Disse underlige Orme
var hans lille Puslespil.
Med sin Kniv han daglig bortskar,
hvad der dasked ham om Laaret.
Resten af de kære Husdyr
plejed han med Pietet.
I den sidste Tyrkerkrig
var han Fører for en Bjærgtrop.
I et Spisehus ved Arta
mødtes vi som gode Venner.
Med Forundring saa jeg Manden
spise timevis. Han sagde:
Takket mine Bændelorme
har jeg Mod og Appetit. —
Saadan gik det ogsaa Simon.
Han fik Appetit paa Livet
midt i Døden. Og han optog
atter sine gamle Vaner.
Han gik rundt med Næsen løftet
og med sammenknebne Øjne,
var paa Hat med hele Helved,
bleg, blaseret, elegant.
Daglig gik han ned ad Strøget,
hilste paa de unge Hekse,
blinked med det ene Øje
og de blinkede igen.
Kom han ved Aperitif-Tid
ind paa Helvedescafeen,
blev der straks forlegen Hvisken:
Se der er han — Simon Ring!
Simon nød den varme Hyldest
ved Absinthen og Cigaren,
og han lærte snart at tolke
Hjertets Sprog ved Hjælp af Halen.
Der hvor store Gryder koger
i de smalle Sidegader,
dér hvor Støvets Børn bli’r svovled
og hvor magre Synder raaber
højt om Hævn, hvor Flammetunger
luer fra det store Krater,
bryder frem i tunge Bølger
mellem de fordømte Horder,
som med stive, sindsygt blege
Øjne stirrer mod Forløsning
og med vildt fortrukne Læber
gurgler lydt i Flammehavet,
knuger sig imod hverandre
og i Svovlets Rædselrus
fabler tungt om fjerne Himle
— kom han sjældent eller aldrig!
Ti hans Nerver taalte ikke
dette Syn om Formiddagen,
og var Middagen fordøjet
taalte han det endnu mindre.
Men som Redaktør han kæmped
for de arme Dyr i Pølen.
Han skrev mangen skøn Artikel,
taarevækkende og sand.
Daglig Simon skrev en Leder
og behandled alle Spørgsmaal
med den samme lette Verve
og den samme Grundighed.
Bladet vakte stor Furore,
det blev læst af alle Stænder.
Satan selv blev bleg om Næbet,
naar han læste, hvad man bød ham.
Han blev trukket frem ved Haaret
og ved Hornene og Halen.
Han blev stemplet som Fornægter,
udgrint, haanet, jaget, sparket.
Simon mored det at lave
Fanden om til Pressesylte.
Hvilken smuk og værdig Gerning
for en stakkels Journalist —!