Disse lattermilde Djævle
ler dog ogsaa rent forbandet,
klikefast og uden Ophør
skratter deres Helvedsskralder.
Ikke nok at blive Djævel;
man skal taale deres Latter!
Simon griber om sin Hale,
rusker i det ny Appendiks.
Men det nytter ikke, Simon,
Halen sidder, hvor den sidder.
Vær en Smule diplomatisk,
smil kollegialt og muntert.
Smil af alt, bliv aldrig hidsig,
skjul din Vrede under Latter,
og har du en lille Hale
logr og koketter med Stumpen.
Se Hans Styx — hans Krølhaarshale
vækker Ærefrygt og Alvor.
Ja, jeg ved en lille Djævel,
som den bragte paa Sankt Hans.
Han forelsked sig i Halen
drømte lange Nætter om den,
gik tilsidst fra Sans og Samling
af Misundelse og Elskov.
Og vor Ven, den kære Thomas
med sin lange Følehale
vakte altid stor Beundring
hos det kvindelige Køn.
Det er Thomas, som Du skylder
Livet — ham du skylder Halen.
Som din gode Engel kom han,
da du sad i Fedtefadet.
Nu han samler Djævleskaren,
byder den at være stille —
slynger saa sin Følehale
om sin Broder Simon Ring.
Slynger den om Simons Nakke,
om hans Hals og om hans Strube.
Simon, Thomas, denne Boa —
et udødeligt Tableau!
Hastig tager Thomas Ordet:
Mine Frænder, mine Brødre,
se Novicen ved min Side,
eders Broder og Kollega!
Se han har de tomme Øjne,
som vi elsker. Og hans Kinder
er saa hængende og slappe
som et Stykke Arvesynd.
Han vil blive god med Tiden,
han er sund i sin Erfaring,
han er raa og fræk i Munden
og hans Galde flyder dejligt.
Denne unge melankolske
Djævel har en Fremtid for sig.
Han har været Presseløve,
hvilken god og herlig Skole!
Jeg er selv en Ven af Pressen,
skønt jeg ikke højt den sætter:
Pressen, denne Lænkehund,
slider jamrende sin Lænke ...
Pressen tager mange Hensyn,
lystrer baade Sol og Maane.
Den er stor og stolt i Munden —
Mund den er og intet andet!
Men en Mund har mange Former,
nogle ligner Æselsmuler,
andre ligner Hundesnuder,
atter andre Torskeflabe.
Nogle gaar med bløde Læber
løs paa Føden. Andre snapper.
Der er nogle, som faar proppet
stegte Duer ned i Halsen.
Pressen elsker al Bespisning;
den har stærke Knusetænder.
Og dens Spyt er kendt og skattet,
tit den savler som en Gamling.
Simon Ring er jo af Faget.
Han har lavet Dagens Glæde,
Dagens Smerte, Dagens Vrede
om til store Foderboller.
Han har sat de brede Kæber
i politiske hors d’oeuvres.
Han har slubret Døgnets Suppe,
evig ens fra Dag til Dag.
Litterære vol au vent’er
har han kræset af med Afsky
og har aset i de store
kommunale Hestebøffer.
Og til Slut paa dette Maaltid
smaa Skandalers brændte Mandler,
lidt forgemt Teaterknas
og en Skylleskaal før Isen. —
Nej, vi vil det ej fortryde,
at vi gjorde ham til Djævel!
Han er født til denne Hæder —
ja, han er en selfmade Mand.
Og i disse sløje Tider
har vi Brug for ham hernede.
Han kan være os til Nytte.
Djævle — samler Jer om Simon!
Djævle, Trolde — lytter anspændt!
I har alle vidst det længe,
vi maa have en Forandring
i det slette Regimente.
Satan selv er altfor gammel,
han har ingen Kraft i Hoven,
han har ingen Haar paa Halen,
og hans ene Horn er afslidt.
Hans Ideer mangler Charme
og hans Vittigheder kender
vi for godt. De virker ikke,
og de mangler tit Pointen.
Oldemor har endnu Kræfter,
Kvinderne er altid seje!
Jeg maa tilstaa, at jeg hader
dette Skørteregimente.
Os den indre Tilstand byder
snart at handle. Ingen Sjæle
viser sig ved Helveds Porte.
Hvad skal dette blive til?
En Fallit er aldrig morsom,
og hvis Helved gik rabundus
hvilket Verdens-Krak og hvilken
Moro for den gamle Herre!
Vi maa tage anderledes
fat og handle ud fra mere
nøgterne Betragtningsmaader
og fra stærkere Principper.
Vi maa reklamere bedre,
drive Agenturforretning,
dyrke Hedningemissionen,
støtte al den frie Kunst.
Selv i vor Behandlingsmaade
maa vi skifte Form og Retning.
Vi maa være lidt humane,
Tiden fordrer Humanisme.
Men hvad dette Spørgsmaal angaar,
vil jeg gemme det til siden.
Det er altfor langt. Desuden
har jeg ikke gennemtænkt det.
Her kun dette: Humanisme
har jeg lært af Jordens Poder.
Ved at være stokhumane
er de blevet sande Djævle.
Først vi være vil humane
mod Fa’r Satan. Og vi sætter
ham paa Aftægt. Eller knalder
rent humant hans runkne Skalle.
Det er fjorten Dage siden,
vi har set den gamle Ugle.
Han har siddet i sit Kammer
og bidt Negle — vred og sulten.
Skal vi andre evig taale
hans Fornærmelser mod Racen?
Vi har Pligter, vi har Vilje,
vi har Ungdom, vi har Sundhed!
Jeg vil aabent præke Oprør.
Leve Helvedrepubliken!
Ej vi taale vil Tyranner!
Ned med ham, den gamle Varulv!
Se — vi har til dette Formaal,
mine Venner, mine Frænder,
fundet her en Mand af Faget. —
Simon Ring skal længe leve!
Han skal starte Oprørsbladet,
Redaktør, det skal han være!
Han skal ta’ det fulde Ansvar
og staa inde for vor Vilje.
Undskyld Simon, hvis jeg klemmer
dig om Halsen med min Hale.
Det er lutter Humanisme.
Leve Simon, Redaktøren!
Bravoraab og vilde Eder
fylder Helved. Bladet startes.
Simon Ring faar mange Venner,
han bli’r baaret rundt i Guldstol.
Fire hovedløse Trolde
bærer ham. De andre raaber.
Thomas klør sig med sin Hale
i sit tynde Hovedhaar.
Kun Hans Styx staar træt og gaber,
og han ryster paa sit Hoved,
retter paa Parykken, nyser,
banker Gigten af sin Skulder.
Simon Ring er sært bevæget,
Taarer funkler i hans Øje,
og han knejser med sit Hoved,
knejser ogsaa med sin Hale.