Kære Læser — du som købte
denne Bog i bedste Tro
til dens Forlag, til dens Udstyr,
til dens Pris, der er for ringe,
du, der venter smaa Mirakler,
finder kun et Memorandum
over Simon Ring, der døde
og gik neden om og hjem.
Simon Ring var ikke Digter;
det er jeg! En Digter taler
om sig selv, naar han bekender
Troen paa et andet Liv.
Jeg bekender! Jeg bekender!
Gaar min Bog i flere Oplag,
vil jeg synde og bekende
i et nyt og bedre Værk.
Jeg vil ofre mine Venner,
disse Okser paa mit Alter.
Jeg, som kendte deres Koner,
ved, at de var Hornkvæg alle!
I min Fortids Alterrøg
skal jeg hylle Publikum
til det i Ekstase nyser
af Forargelse og spytter.
Den, der spytter, han har Ret.
Den, der spytter ortodokst,
spytter dobbelt, ti han spytter
for sig selv og for sin Gud.
Finder jeg en Konfession,
der vil ofre Penge paa mig,
har jeg Gift og Galde nok,
og jeg spytter som en Lama.
Ak, jeg glemmer for min Fremtid
denne miserable Nutid,
hvor jeg skjult for Publikum,
lever ganske konfessionsløs.
Simon Ring maa vente lidt,
jeg vil tale om mig selv;
alle har vi jo et jeg,
som vi fordrer respekteret!
Jeg vil tale om mig selv
og den gamle Straffedommer,
der var mine Fædres Gud
bag den mørke Tordenhimmel.
For sin Søn han abdicered,
lever nu i sit Eksil,
mens hans Menighed som Manna
spredtes over hele Jorden.
Han, der altid saa mig vandre
ensom, frysende i Kulde,
uden Paraply i Regnvejr,
blev forundret i sin Himmel.
Og han spurgte mig en Nat,
da hans fede Præster slumred
og han talte uforstyrret:
Sig mig — lille Ven — hvad vil du?
Længe har jeg set dig vandre
ensom, frysende i Kulde,
uden Regnskærm selv i Uvejr.
— sig mig blot — hvad er din Mening —?
Har du ingen Overfrakke?
Ingen Regnskærm? Eller ingen
Tro paa Død og Helvede?
Er det en Demonstration!
Men til Guds Forundring lagde
jeg ved disse Ord min højre
Haand paa Hjærtet og jeg raabte:
Hør mig Herre, jeg vil skabe!
Som du skabte denne Jord,
hvor jeg vandrer uden Frakke,
uden Paraply og derfor
uden Agtelse og Venner,
vil jeg skabe mig en Klode,
hvor jeg selv er Enehersker
over fyldte Klædeskabe
og et Utal Paraplyer.
I mit Ansigts Sved jeg bakser
med utallige Problemer.
Jordens gamle Akse hvirvler
mig forundret gennem Rummet.
Fyldt af kosmisk Andagt kravler
jeg paa Skallen af Planeten
Terra. Dine lyse Stjerner
vækker mig til Eftertanke!
I en vild dæmonisk Rasen
har jeg følt mig som det heles
unge Midtpunkt. Sol og Maane
nejede sig for min Almagt.
Tusind Stjerner bort fra Trældom
vandred paa mit Herskerbud
mod det Maal, der laa forjætted
bag min Sjæls det røde Hav.
Havet veg — men bag dets Bølger
ligger der en sælsom Ørken;
ved hvert Vindpust frem fra Sandet
rasler grinende Skeletter.
Mellem blegede Kamelben
lyser slængt paa maa og faa
blanke Kranier, hvis Tørst
Sandets hvide Hav har slukket.
Deres tomme Øjenhuler
vender sig i samme Retning,
alle spejder de mod samme
honninggule Himmelrand.
Bag det røde og det hvide
Hav er Aftenhimlen gul.
Blæsten løber over Sandet,
i dens Spor maa Natten følge.
Denne Nat og disse høje
lyse Stjerner paa min Himmel!
Disse Stjerner, de er mine
og de følger min Befaling.
Hvor jeg gaar, der gaar de ogsaa,
jeg har friet dem fra Trældom,
jeg har peget mod de nye
Veje og de nye Baner.
Ak, men her i denne Ørken
maa jeg standse. Jeg har set dem,
disse grinende Skeletter,
her er mine Fædres Grave.
Herre! Herre! Skal det gaa mig
som de andre? Skal jeg ligge
svøbt i Sandets hvide Lagen
i den honninggule Skumring.
Har du glemt dit Folk, Jehova,
har du glemt Forjættelsen?
Skal i Evighed vi vandre
ørkentrætte som Kameler?
Sig — skal dine smaa Profeter
altid love, aldrig holde?
Skal det golde Sand for evig
standse Ordet i vor Mund?
Kan du ej betale, hvad du
skylder, Herre? Se, da trodser
jeg din Almagt. Og jeg bygger
mig den Verden, som jeg drømte.
Jeg vil skabe! — Kan jeg ikke,
det kan hænde for den bedste,
ved jeg dog endnu en Udvej,
som jeg fandt en søvnløs Nat.
Ja, min Genbo har en Datter,
hun er ung og lys af Race.
Lys som Freja. Og hun hedder
vist Kristine Kristensen.
Hende gifter jeg mig med,
og af hendes Skød for Dagens
klare Lys skal herlig fremgaa
Spiren til min nye Verden.
Hun skal føde mig en Søn,
hvad der lyder hypotetisk,
men i denne Paastand ligger
al min tavse Tro paa Lykken.
Denne Søn bli’r Skæbnens sunde
Korsvejsbarn med Sejerskjorte,
ti hvor tvende Racer mødes,
deres Guder vil forsones.
Deres Guder vil staa Fadder
og med vaagne Øjne vogte
paa den lille Trold, der dumped
ned i deres Menighed.
Mine Fædres strenge Gud,
smiler du nu i din Himmel?
Har du indset, at mit Paafund
er en Profeti af Rang.
Har du indset, at dit Folk
guldbenaadet, lattervaagent,
er en Kaste uden Tillid,
uden Drømme, uden Ansvar.
Ved du, Herre, da du rev
Jorden bort for vore Øjne,
at du pinte os til døde
og gav ingen Naadestødet.
Muld vi savner! Muld vi fordrer!
Jorden giv os den tilbage!
Eller giv os som vort Eje
Jordens Døtre, hvor vi vandrer!
Ja, du smiler i din Himmel
og du ved, at jeg har Ret.
Lynsnart inspireret ser du
nye Sejre for dit Folk.
Thi du ved, at ingen Racer,
ingen Sjæle, ingen Næser
kan erobre Plads, hvor Pladsen
er besat af Israeliter.
Mens i Folkehavet andre
Racer drukner, ser man stadig
vore store, brede Munde
drage Vejret oven Vande.
Derfor glem dit Hadets Bud,
lad os elske for at sejre,
lad os elske vore Fjenders
Døttre med en hellig Iver!
Og vort Afkom vil erobre
Verden! I den nye Races
aabne Ansigt vil du kende,
Fader, dine egne Børn!
Er ej Planen æventyrlig
og dog simpel? Herre, svar mig!
Evig Sejr for dig og dine,
lange Næser for de andre...
Sig mig — saa lød Herrens Røst
og hans Stemme var vemodig —
kender du Hr. Simon Ring,
han er netop død igaar?
Du vil skabe, du vil arve
Jorden for din egen Race,
netop nu da Simon Ring
vandrer ind i Evigheden.
Hvorfor ikke? Du skal have
Lov at følge ham i Døden.
Du er ung og vred og trodsig,
du skal se hans Hedenfart.
Ti et Menneske som du,
der gaar rundt og profeterer,
er som skabt til at forkynde
Evangeliet Simon Ring.
Herren tav og alt blev tyst.
Ingen svared, naar jeg spurgte.
Ak, den hele Nat jeg raabte:
Svar mig, Gud! Hvad er din Mening?
