Saadan gik en Timestid.
Simon sprutted som en Esse,
paa hans Hoved Haaret rejste
sig i vild Forfærdelse.
Men han gentog tit sig selv,
hvad der keded ham i Længden,
og tilsidst hans Tænder klapped
sammen om den sidste Ed.
Højt han skreg — de hæse Brøl
gurgled længe i hans Strube,
før de lød. Saa tav han stille,
hviskede kun sagte: Anna...
Anna Møller, lille Anna,
har du glemt mig? Kan du huske,
naar vi mødtes, naar hos Josty
vi drak Te og spiste Kager?
Staar du i din Smørforretning
endnu? Sig mig, gaar du stadig
uden Handsker? Har du glemt mig,
du min aller bedste Ven?
Jeg som vandrer her paa Vejen
til Fortabelsen, jeg husker
dine Arme og din Skulder,
dine runde Æbleskuldre.
Og dit Knæ — jeg husker Knæet,
hvor det rødmed under Strømpen!
Men dit Smil — ja, jeg har glemt det,
jeg har ikke set det længe.
Anna, Anna, du var god,
god om Natten! Men om Dagen
naar Forretningen var aaben,
var du lukket — kold og tavs.
Du var god, jeg ved det sikkert!
Det var altid dig, jeg elsked,
naar jeg sukked efter andre...
Og du elsked mig igen.
Husker du den Dag du stopped
mine Strømper, skønt du vidste,
jeg var venligst inviteret
hjem til Raadmandinde Broberg?
Husker du den Nat, jeg gav dig
Penge til en Hat med Blonder,
hvor du lo og græd og sagde:
Penge vil jeg ikke ha’!
Du var god, og hvis du vidste,
hvor jeg pines nu i Døden,
kom du efter Lukketid
og du hjalp mig, hvis du kunde.
Ja, du tog mig paa din skønne
Skulder, bar mig gennem Ilden.
Ilden brændte dine Fødder,
men du løfted mig og bar mig.
Og du bragte mig til Porten,
hvor man lader Haabet ude.
Og saa gik du hjem alene
for at staa i din Butik.