Antologier

Blev nu til Spot dine Tusendaars-Minder?

er dit Sværd nu brustent og plettet dit Skjold?

blev dine Mænd nu til klagende Kvinder?

trampe dine Fjender den sløjfede Vold?

er nu paa Sange din Bøgelund tom?

maa vi nu blues med Blikket mod Jorden

ved hver en Tone, der minder os om,

at du var Dronning i Norden? —

Svigtet af Venner og svigtet af Frænder, —

hver en Stjærne skjult i den bælgmørke Nat, —

Banneret baaret af famlende Hænder;

havde baade Himmel og Jord dig forladt?

Slangen, du fostrede selv ved din Barm,

frem af sin Hule sig snigende voved’,

si øve d’ dit Værge og lammed’ din Arm,

bøjed’ i Støvet dit Hoved.

Skibet er strandet; — saa lad os da bjærge

rask igjennem Brændingen alt, hvad vi kan:

Viljen, der mægter vor Frihed at værge,

Troskab indtil Døden mod Fædrenes Land,

levende Haab, der kan svinge vort Flag,

Fædrelandssind, der kan hvæsse vor Klinge,

klippefast Tro paa den Fremtidens Dag,

der skal Gjenfødelsen bringe.

Lad os da vente og ikke forsage,

agte paa de varslende Tegn under Sky,

bære de tunge Forsmædelsens Dage, —

atter skal i Danmark en Morgen dog gry!

Kommer da Luftningen frisk over Strand,

ruller da vældig den vækkende Torden,

da skal du atter, mit Fædreneland,

løfte dit Hoved fra Jorden.

Da skal du se dine Sønner staa rede,

og da skal den hvislende, giftige Snog,

som nu tør frækt sig i Solskinnet brede,

flygte for dit Blik til den mørkeste Krog.

Da skal dit ældgamle Banner paa ny

vinke til Sejer de faa mod de mange,

og da skal atter blandt Sværdenes Gny

runge de frejdige Sange!