Thi skal jeg aldrig, aldrig se igen
min lille Grete, ak, min lille Ven —
jeg hvisker med Dit Navn min egen Trøst,
og Fryd og Smerte blandes i mit Bryst.
Og dæmpet blir mit pinte Hjertes Skrig —
hvor har Du, Grete, gjort mig stærk og rig!
Hvis alt mit Liv kun bliver Sorg og Savn,
jeg kan dog tale til Dit lille Navn!
Den Trøst kan ingen tage bort fra mig
at hviske: Grete, hvor jeg elsker Dig — —