Ved Aften jeg har ikke
Rast eller Ro —
og saa gaar jeg ud
til de farendes Kro
og fylder mit Bæger
og tømmer det til
Musikanternes Spil.
Der sidder jeg stundom
og glemmer saa sødt,
mens Hjertet af Smerte
er stille og dødt.
Mens Timerne henglider,
hænder det mig,
jeg taler med Dig —
Jeg synes, Du kommer,
min eneste Ven,
saa stille, saa stille
og sætter Dig hen —
alt, hvad der i Sjælen
har hærget og brændt,
er slet ikke hændt.
Saa kommer en Tjener
og minder mig om,
at Lyset skal slukkes
og Salen er tom —
og jeg lukkes ud
i den vældende Nat
af alting forladt.
Da vaagner min Tanke,
uendelig træt,
jeg spørger mig selv:
har jeg drømt, har jeg grædt,
og været for fremmedes Blik
som en Mand
hverken bør eller kan.
Og saa gaar jeg hjem
som en Søvngænger gaar
— der føler, men ingenting
ved og forstaar —
og sætter mig hen
og besværger mit Savn
ved at hviske Dit Navn.