Og Dagen kom, da Rosa
for Alvor turde tro
paa det, hun inderst haabed.
Hun baade græd og lo.
Hun saa igennem Taarer
den glatte, gyldne Ring —
hun kyssede af Glæde
den lille, blanke Ting.
De flytted bort fra Byen
saa Rosa intet ser
af det, hun helt skal glemme
og aldrig møde mer.
Og nu fandt Længslen Hvile
og nu blev Hjertet let —
Det er saa sødt at smile
naar man har bittert grædt.
Men stundom staar hun ene,
naar andre gik i Seng,
hvor Gærdet skiller Haven
fra Kløvermark og Eng,
og ser mod Byens Genskin
op under Himlens Skyr
og tænker paa sin Frelse
i Livets Eventyr —
De side Enge damper,
til Ro faldt Vejens Støv,
og trygge Stuers Lamper
staar tændt bag dunkelt Løv —
hun glemmer, at hun fryser
og længe Rosa staar
med Blæsten om sin Skulder
og Duggen i sit Haar —