Han havde længe vaklet,
lidt ubeslutsom, svag,
og tænkt og overvejet
ved baade Nat og Dag —
Det var dog svært at bryde
det Baand, man bandt en Gang,
og ængstende at lyde
sit Hjertes blinde Trang.
Men da han helt tilfældigt
afslørede en Dag
i sine egne Stuer
et hjerteløst Bedrag,
da tog han sin Beslutning
— alt var en afgjort Sag —
da vandt hans Hjerte Sejer,
just i hans Nederlag.
Hans Vilje til det Gode,
der før var veg og delt,
hans Trang til Tro og Tillid
fik Rosa fuldt og helt.
Mens hendes mørke Skæbne
blev som en Sorg, han led,
var det at glæde hende
en skøn Retfærdighed.
Hun var jo mild som Stilhed,
hun var jo god som Fred —
og blot hun kom imod ham,
saa blev han tryg derved,
og blot hun talte til ham
om — ligegyldigt hvad —
og rakte noget mod ham,
saa følte han sig glad.
Fordi han elsked Rosa
— og ganske uden Krav —
var alting som en Gave,
som hun af Godhed gav.
Og hvad er det, vi ejer,
vort Liv, vort Arbejd værd,
før det er blevet Glæde
for En, vi helt har kær.