En Aften jeg mindes for alle,
Mindes den grant, vemodig stolt
Og jublende ydmyg. —
Tyst var der i Stuen,
Syngende Tavshed;
Lampens Skær faldt saa klart og mildt
Over de fine dejlige Træk;
Og jeg saa’ — men ikke, at Lyset faldt
Over de fine, dejlige Træk —
Nej! det var, som min Sjæl
Vugged i skabende Vælde
Aasynet frem af Lysets skælvende Strøm.
Og Øjnene saa’ paa mig saa længselsmilde,
At min Tanke hvisked’ i sælsomt Mod,
At jeg var værd at eje . . .
Saa drog Trækkene ind i Skyggen.
Ej Ord blev talt,
Ord var for tunge for min Tanke;
Og Haandtryk ikke vekslet,
Thi ej jeg mindedes, at jeg var til.
Og dog jeg véd, vi to vi høre sammen,
At aldrig noget vil os kunne skille,
Var hint Sekund endog vort sidste Møde.
Renskrift ⁶/₁₀ 70.