Faustina og Faust
(Et Fragment).
(Et Fragment).
1. Kapitel.
En Celle i et Nonnekloster. I Baggrunden et simpelt Leje, hvorpaa et Dødningehoved og en Bodssvøbe ligge. I Forgrunden et stort Krucifix.
Faustina.
(Staar ved det aabne Vindu).
Nej der er ingen Kristendom i dette,
Ej Sønderknuselse og stille Suk,
Ej Myrrhakvalm og tunge Salmetaager,
O hvilken Aften dog, hvor vild og smuk!
Det er ej Martyrblod, der Vesten farver,
Det Mulm, der synker, aander ikke Fred,
Der er ej Bøn i disse Fløjtetoner,
Her knirker ikke Korsets tørre Ved.
I Solens Favn, den flammerøde Molok,
De dunkle Skyer sænke sig med Lyst,
Og Jorden elskovsmod sit Hoved gemmer
Ved Mulmets attraasvangre Bejlerbryst.
(Gaar fra Vinduet hen foran Krucifixet).
O hvorfor fordrer du saa mildt, min Brudgom,
Og stedse af det fattigste i mig?
Hvi kommer ej du, som din stærke Fader
Kom til Marie? Se, jeg venter dig!
Ak, syg og lidende paa Træ du hænger
Og vil kun Graad og stille Vemodssuk,
Tyst skal der være hos dig som hos Syge,
Tyst, — og jeg er saa hed og sund og smuk!
O kom dog i din Skønhed og din Vælde
Som fyrig Bejler eller Herre vred!
Glad skal jeg ile hen i dine Arme,
Glad synke, knust af dig, i Støvet ned.
(Hun løsner Nonnedragten og staar nøgen.)
Du vil mig ej! Nej ingen mig begærer.
Hvortil dog disse rige Formers Pragt?
Langt heller gav jeg disse blanke Lemmer
Til Bytte for en Rovfugls hvasse Næb ...
1870?