Paa Stranden højt over Havet en stjærneklar Nat jeg stod;
ej en Sky var at se paa Himlen, ej et Sejl paa den spejlblanke Flod,
da aabnedes mit Øje, en anden Verden jeg saa’,
og Skove og Bjærge talte, igjennem Luften der brød
et Kor af mumlende Stemmer, en dæmpet Spørgen der lød,
mod Havet, mod Himlen den blaa.
Og Stjærnernes Legioner begyndte at nynne en Sang,
nogle med festlig Jubel, andre med dybere Klang,
Ildkronerne de bøjed som paa usynligt Bud,
og Bølgerne, der aldrig har ænset Menneskemagt,
de sagde, idet de sænked deres Skumkroners hvide Pragt:
Det er Herren, det er Herren vor Gud!