Nu er Aaret en gammel Mand,
hans Gang er tung og træg,
og Døden med sin Rimfrosthaand
trækker ham i hans Skjæg.
Til Graven! Til Graven!
Og Bladene falde fra Grenen
og dale til Jorden tyst,
og Kragen sig sætter paa Granen
og skriger med skingrende Røst:
»Kra’! Kra’!«
Og mens de hamre de sidste Slag
paa Kistens de sorte Fjæl,
saa synger Stormen en Messe,
den synger: »Bed for hans Sjæl!
Bed! Bed!«
Og Skyer med Munkehætter,
de tælle Dugperlerne smaa
og mumle tungsindige Bønner,
men hvad vil Bønner formaa.
Hans Time vil slaa.
Dér staar han i det forrygende Vejr,
en Lear paa den vildene Mark,
kranset med vilde Blomster og Lyng,
en affældig gammel Monark.
En Konge — en Konge.
Da slaar om hans Pande et sommerligt Pust.
»Glæd dig endnu en Gang.«
Og han spidser sit Øre ved denne Røst,
han elsker dens blide Klang.
Han har hørt den en Gang.
Og han svarer den blide Stemme,
der mildt til Hjærtet ham gaar,
der som en kjærlig Datters Haand
stryger ham over hans Haar:
Spot mig ikke!
Og som en Pusling i Moders Arm
udaander den korte Dag
og dugger Ruden med Taarer,
med døende Aandedrag.
Dagen er død.
Saa dør han selv, det gamle Aar,
han isner bort som et Lig,
der lyder en Stønnen fra Skoven
som af Ørkenvandrerens Skrig,
og svinder i Taage.
Da lader Stormvinden høre
sit skingrende Angrebssignal,
Orkanen kommer fra Labrador
og spiller sin dybe Koral.
Stormvinden!
Hyl kun i Skovenes Gjemmer,
fej bort det visnede Løv!
O kunde hver Synd, der nager min Sjæl,
saaledes hvirvles i Støv,
fejes bort i en Nat.
Thi der skal komme et dybere Drøn,
en afgrundsmørkere Dag,
da Stjærnerne tumle fra Skyernes Fold
og Himlene briste med Brag.
Kyrie, elejson!
Christe, elejson!