Hvordan jeg elsker Dig?
Som Du er,
smilende Alvor,
tankefuld Ro.
Tidt saa’ jeg Dig smile,
medens bitre Taarer mørkned dit Øje.
Saadan smiler den,
der strør Blomster paa en Grav,
der leger med en henvisnet
Kjærligheds Blomster,
med Mindet om en Afdød.
Og siden da har et ophøjet Billed
af Forsagelse lyst i min Sjæl
som et undergørende Dolorosabilled
i et mosklædt Skovkapel.
Ydmyg bøjer jeg mig
for de Forsagende,
jeg fordum foragted,
hvem tidt jeg mødte
med spottende Medynk
som en Skare, der strakte
for tidlig Vaaben.
Skjøn er Kampen, men skjønnest
Kampen mod Skjæbnen.
Thi uovervindelig
møder os Skjæbnen
med Pilekogger,
der aldrig tømmes.
Hvad Du var, hvad Du er,
hvad der gror i din Aand,
hvad der spirer stille i dit Hjærte,
dit Had og din Kjærlighed,
Visdom og Daarskab,
hvad Du tænker, drømmer, føler,
hvad Du haaber, frygter, ønsker,
Alt forvandler sig i Skjæbnens Haand
til Vaaben mod Dig,
til uundgaaelig saarende,
sent eller tidlig dræbende Vaaben.
Den udser Dig,
og Du er fortabt!
Thi ubarmhjærtig maa den herske,
selv en Slave og Bøddel,
viljeløs, tankeløs,
ufølsom,
i Naturens Tvang,
Naturen, der ingen Retfærdighed kjender.
Ikke efter Dyder eller Bønner,
ikke efter Gjerninger —
nej, efter Love,
efter Tal og uforanderlige Maal,
efter evige Bestemmelser,
der vare til førend Du
fra evige Tider,
er Du lykkelig eller elendig.
Din Kamp er forgjæves.
Thi herligst saadan
trone de evige Guder
paa olympiske Højder
som Tilskuere ved dette Skuespil,
smilende,
naar den visse Undergang vendes til Sejr.
Saa var det, saa er det,
saadan vil det blive;
Vismænd i gammel Tid,
der skued ind i Verdensaltets Indre,
og ikke skuffedes af Blændværks Slør,
have aabenbaret os denne Løndom.
Men Kvinden,
Smertens Moder,
fra hvem Manden har arvet sine Taarer
som Mødrene-Arv,
udgrundede Modstykket til hin triumferende Sejr,
de Lidendes Sejr,
Forsagelsen.
Hvor skjøn er Du i din Sejr, Elskede.
Skjøn er Kilden, der styrter frem
af en ensom Klippe,
og skjøn er dens Bølge,
der med Rislen og Brusen,
skummende, tindrende,
syngende, klagende,
stormer frem mellem Stene,
styrter sig ned
fra Klippe til Klippe,
hvorover Regnbuen
hvælver sin Bue,
dog dobbelt skjøn,
naar den rolig hviler
i Søens Favn,
spejlende Himlen
med Maane og Stjærner
og den rolige Strandbred.
Dig saa’ jeg paa din Lidelses Vandring,
skjønnere og skjønnere fra Dag til Dag:
indtil dit Væsen fandt Hvile
i fuldendt Skjønhed
og i Forsagen.
Hvad er skjønnere end Skjønhed?
Beklager Du Vejen,
der førte til et saadant Maal?
Nej, Du smiler ad de Storme,
hvis Brusen
under Udfoldning af den herligste Blomst
tystned i Vuggesang.
Hvad er mere stille og rigt paa Ro,
hvad mere evigt end Skjønhed?
Dens afrundede Kreds
gjennembrydes ikke mer af Skjæbnens Vold.
Lad Stormene rase
om dens lykkelige Øer,
den blomstrer.
Hvil roligt, hvil sødt
paa dit blomstrende Ejland,
hvorhen Stormene have baaret
Dig, den Lidende,
hvorhen vi aldrig naa,
vi, de Kæmpende.