Se kun Solen hist opstaa,
frejdig som et Barn den smiler,
mens den over Himlen iler,
dog Aarhundreder den lide saa’
Lær at trodse Stormens Stød,
unge Hjærter, lær at vente,
han, som fordum Aanden sendte,
atter over os sin Aand udgød.
Snart skal over Jorden gaa
Jubelraab til Kongens Ære.
Sidste Konge Frihed være,
og hans Rige skal til evig staa.
Aldrig i vor tyske Gaard
skal Kosakkens Knut vi lyde,
men vor Frihedsvaand skal skyde
friske Knopper mangen liflig Vaar.
Unge Hjærte, dæmp din Harm,
snart skal han, den nye Døber
med sin Vredes tunge Svøber
rense Tempelet for Kræmmerlarm.
Naar vi da Messias ser,
skal vi ligne ham, vor Mester,
alle skulle vorde Præster,
ingen Lægfolk skal der findes mer.
Hør det tordne! Han er nær!
Ej han kommer under Salmer,
og man strør ham ingen Palmer,
nej, han kommer under Klang af Sværd.
Bort med Harpen. Tidens Krav
er at hæve Sangens Renter,
vort Thermopylæ os venter,
Perser — og i Skyggen mangen Grav.