Ei tomme Steen paa siunkne Grav,
Hvorunder Orme bygge,
Skal prise Manden god og brav,
Naar Musen hviler i hans Planters Skygge.
I Axelstad et Steenhuus staaer,
Hvor Kamre smaa modtage
Den Musa, som forvildet gaaer,
Og søger Ly i Nordens Vinterdage.
Og bag de lune Kamre smaa,
Blandt favre Blomsterklynger,
Hver Sommer duftende og blaa
Syrenen sig i tætte Løvverk slynger.
Hvad var dit Navn? du ædle Mand!
Hvis Blomster her end dufte
Saa venligt i dit Fødeland,
Mens alle Vinde om din Gravhøi lufte.
Din Løvsal suser blidt hver Vaar,
Den kan dig ei forglemme,
Og Pieriden Harpen slaaer
Og vil dit Navn i Løvets Vift fornemme.
Og lytter hun til Fuglesang
I dine Skyggesale,
Hun glemmer Qvad og Harpeklang,
Og synes, Fuglene om dig mon tale.
Men suser Nattens kolde Vind,
Hvad heller Vintren kommer,
I dit Asyl hun vandrer ind,
Og priser dig som i den varme Sommer.
Der sidder hun bag lune Muur,
Imens det stormer ude,
Og drømmer sig en ny Natur,
Seer Lillier blomstre paa den frosne Rude.
Mens Verden larmer udenfor,
Og Mennesker sig røre,
Hun lytter til Cherubers Chor,
Og kan de store Verdenstoner høre.
O! siig, Camene! siig, hvo gav
Dig Huusly her i Norden? —
Han længst har hvilet i sin Grav,
Nei, længst hos Gud en Cherub han er vorden.
Saa høit ei Skialden Harpen slaaer,
Som her hans Gierning taler;
O! Walkendorph, bekrandset staaer
Dit Navn derfor i Dannemarks Annaler.
Vel dølger ei Urania
En Skygge ved dit Minde:
Hun vandred, sørgende herfra,
Du saared haardt den himmelske Gudinde.
Dog venlig hun din Anger saae
Det haarde Sind at bøie,
Og for sin Stiernehimmel blaa
Oplod hun giennem Taarens Glar dit Øie.
Du saae, hvor Musen fredløs var,
De Himmellys udsluktes,
Og hvor ei Lyset tindred klar,
For Lysets Herre Hierterne tilluktes.
Og fra Uranienborgs Ruin
Du maatte Stene flytte,
Og bygged her med tunge Sind
I Axels By for Muserne en Hytte.
Fra den gik Polyhymnia
Til Field, til Dal, til Slette,
Og peged haabfuld did, hvorfra
De høie Toner evig Fred forjætte.
Fra den har Melpomenes Sang
Til Ewalds Harpe tonet,
Indhentet Brahes Stiernegang,
Og med Urania din Aand forsonet.
Fra den skal hendes Søstre froe
Forsoningen istemme,
Og gierne i din Løvsal boe,
Og utaknemlig ei dit Navn forglemme.
I Sekler dit Asyl skal staae,
Din Bautasteen i Norden,
Og Muserne ei fra det gaae,
Saalænge de ei flygte maae — fra Jorden.
B. S. Ingemann.