B.S. Ingemann (1789–1862)

Hvo stander hist blandt siunkne Bautastene

                Og leder om de tabte Spor

                Af Heltene, som vandred over Jord?

Siig, høie Mø! siig, est du Melpomene?

Liig hende staaer du tankefuld,

        Med hævet Haand, med hævet Øie,

        Og kalder frem det Store, Høie,

Som sank i Muld.

Dog nei, hun grunder ei saa rolig,

        Saa langsom er ei Sanggudindens Gang:

        Hun stormer over Graven hen i Sang,

Og vækker Kæmpen i hans stille Bolig.

Hun hæver Dolken mod hans Bryst,

        Og i Begeistring Vennen saarer;

        Og læger ham igien med Balsamtaarer

Og hvidsker blidt om Evighedens Trøst.

Men taus udforsker du det store Hierte,

        Og dømmer det med streng Retfærdighed.

        Du saarer ikke atter den, som leed;

Men har ei heller Taarer for hans Smerts.

Dog derfor kan dit klare Øie see

        Hver Sielens Fold, som giennem Taaren svinder,

        Ja see, hvorlunde giennem Tiderne

Sig Aand med Aand og Daad med Daad forbinder.

Og reen den blændende Bedrift,

        For dig maa maskeløs fremtræde,

        Og selv sig knytte til den store Kiæde,

Hvis Led er Ziffre af din Runeskrift.

Med det Forgangne kun fortrolig,

        Du kold paa Verdens store Valplads staaer,

        Og om den i sit eget Blod forgaaer,

Du tøver ved det Svundne lige rolig.

Som tangklædt Klippe i oprørte Hav

        Skal vidne om dets Oprør, naar det falder,

        Saa vil du vidne for en ufødt Alder

Om Verdenskampen paa dens Heltegrav.

Dog medens Bølgen fraader, Stormen hviner,

        Og dynger Vrag paa Vrag, og Liig paa Liig,

        Den rører dig kun ved en Yderflig,

Mens grundende du gaaer blandt Borgruiner.

Der søger du forborgne Guld

        I gamle mosbegroede Rifter,

        Og vækker Oldtids slumrende Bedrifter,

Og drager atter Dannebrog af Muld.

O! kunde saa med Tiderne fortrolig,

        Min Sanggudinde! du fra dit Aarhundred flye,

        Og til en bedre Oldtid tye,

Og paa en bedre Fremtid vente rolig;

Da skulde ei din Sang forstumme brat

        Ved Krampedrønet af en blodig Alder,

        Som hylende i tunge Dødskamp raller,

Og seer fortvivlet mod en evig Nat.

Da skulde du ei Vidne være

        Til dette Sodoma paa Jord,

        Hvis største Dyd ei — Brodermord,

Hvis største Skiændsel agtes for dets — Ære.

Da skulde du med Harm og Qval ei see

        Dit skyldfrie Fødeland med Helvedslanger kæmpe;

        Din Smerte skulde Røsten da ei dæmpe,

Din Harm ei sønderrive Strengene;

Men rolig, som din Søster hist, der skuer

        Paa de henfarne Tiders Gang,

        Ved hendes Haand du skulde høit i Sang

Til gamle Danmarks Priis udaande dine Luer.

At Helten, som til sidste Time slog

        For Danas Frihed og for Dannerkongens Ære,

        Forklaret i sit Drapa kunde bære

Til Leding gamle Dannebrog.

Men see! urolig i sin Kummer

        Paa Tidens Blodstrøm svømmer Sangens Mø,

        Og Tonerne paa hendes Læber døe,

Og Harpen brister — og forstummer.

Til dig, o! Clio, raaber hun:

        ”O! Søster, hæv nu du din Stemme!

        Og lad mit Fødeland fornemme,

En Røst fra Graven i sin Trængselsstund!

Lad de henfarne Tider tale!

        Usmykket Sandhed tale de,

        At Aanden, som besiæled Fædrene,

Kan atter over Sønnerne neddale.”

Ja! Clio, naar om hundred Aar,

        For vore Børnebørn du Tidens Skrift udfolder,

        Og vore Dages Daad i Veieskaalen holder,

Da lad dem see, hvad Trofasthed formaaer!

At vore Fædre de i os kan kiende,

        Og prise Gud, som af et oprørt Hav

        Drog liden Baad fra bundløs Grav,

At de kan frie som vi for Fædrelandet brænde.