Et helligt Kors staaer højt i Nord,
Hvor ingen Sangfugl bygger;
I Sne det staaer paa frosne Jord,
Og langt fra Løvfalskygger.
Har Lyset døde Jord forladt,
Og isner Himlen i sin Nat,
Hvor haabløs Sjælen gyser:
Fra Bjergene af evig Iis
Henpeger mod Guds Paradis
Det Kors ved Nat og lyser.
Med Glans fra Livets Morgenland,
I Dødens Midnatszone
Det viser Vej fra Hvalens Strand
Til Palmeskovens Krone;
Og Øjet, blindt af evig Sne,
Kan Livets grønne Træ dog see,
Hvorom Guds Engle knæle;
Og gjennem Gravene af Iis
Gaae haabfuld til Guds Paradis
Med Tro de frelste Sjæle.
Hvo plantede saa højt i Nord
Den Green af Edens Have?
Hvo bar den tro i Hvalens Spor
Henover Dybets Grave?
Iispolens Søn! hvo gav dig Fred?
Ej steg en Engel til dig ned; —
Gud en Apostel sendte!
I Mulm et Folk han saae forladt;
Ham Aanden viste Dag og Nat
Den Vej, kun Døde kjendte.
Og ej han havde Rast og Ro;
Den Vej han maatte følge;
Gik den saa over Dødens Bro
Og Fjeld af frosne Bølge,
Ham fulgte Børn og trofast Viv,
I Herrens Haand han gav sit Liv;
Men Aanden ham ledsaged’.
Den bar ham over store Grav,
Og fjernt i kolde Midnatshav
Han dunkle Kyst opdaged’.
I Nat foer blodige Harpun
Mod Hval ved røde Strande;
Paa Kysten stod en Fredspavlun
Med Lys fra fjerne Lande.
Der hjalp en kjærlig Haand i Nød,
Der lød en salig Trøst i Død,
Der Guds Apostel bo’de.
Did ty’de hver bedrøvet Sjæl,
Til Lysets og til Livets Væld,
Og haabed’, elsked’, tro’de.
Hos Gud nu den Apostel boer,
Hans Sjæl Krist evig glæde!
Hans Mindekvad højt over Jord
Forløste Sjæle kvæde.
Hans Bavtasteen er Korset hist,
Som leder til den Herre Krist,
Hvor isnet Sjælen gyser;
Fra Bjergene af evig Iis
Det peger mod Guds Paradis
Og gjennem Natten lyser.