Stolte Lavrbærtræ! som byder
Helten dine Løv og Issen pryder,
Der omstraaledes af Sejrens Glans;
Staa kun urørt! dennesinde
Kan jeg uden dine Blade binde
Ærens uforvisnelige Krans.
Men af dig, du Skovens Konge!
Dine grønne Blade, evig unge,
Vil jeg plukke, gamle danske Eg!
Sødt bevæget vil jeg vinde
Dem omkring den ædle danske Tinde,
Som — ak! længe — var i Graven bleg.
Skjelderup! — hør! Harpen klinger
Som bevæget af usete Vinger; —
Ædle Skjelderup! er det din Aand?
Engel udi Himmerige!
Hører du de Toner, som opstige
Fra en uforklaret Bardes Haand?
Kan du skue fra det Høje
Taarerne, som af et jordisk Øje
Vælde frem i overjordisk Lyst?
Salige! kan du fornemme
I dit Paradis den Glædesstemme,
Som udbryder af et dødeligt Bryst?
Hvor den sorte Mand maa bukke
Under hvide Bødlers Aag og sukke,
Før han Lyset kun til Trældom saae, —
Hvor de lænkebundne Hænder
Han forgjæves til Tyrannen vender,
Der ham slæber over Bølgen blaa:
Der, — i hine Smertens Egne, —
Lever end velsignet allevegne
Mindet om den ædle blanke Mand;
Denne blodbestænkte Slette
Skal i Evigheder ej forgjætte
Navnet af din Søn, o Fødeland!
Som en Guddom fra sin Himmel
Steg han ned blandt arme Slavers Vrimmel,
Sanked’ dem til sin Faderbarm.
Uden Lænke har han bunden
Ørkens Søn, og uden Sværdslag vunden
Ufordunklet Sejerherrenavn.
Sejerherre over Hjerter!
Ej af Blod den mindste Draabe sværter
Din Erobrings æterrene Glans.
Taarerne, din Haand har stillet,
Taarerne, som ved din Baare trilled’,
Ere Perler i din Hæderskrans.
Frygter ej, at Skjalden higer
Efter Sølv og Guld for hyklet Smiger;
Skjelderup er længe i sin Grav.
Intet Monument sig rejser,
Ingen prægtig Marmorstøtte knejser
Over hans nedlagte Vandringsstav!
Men en ærlig Bardes Stemme
Skal igjennem mange Slægter gjemme
Mindet om din Søn, mit Fødeland!
Slavekysten har hans Bene;
Disse Runer paa hans Bavtastene
Ristes her paa gamle Danmarks Strand.