Faderløs og moderløs, af Brødrene forladt, —
Alle smaa Søstre i Graven nedsat, —
Alle tilsammen i Hungerskval død, —
Tungere Taare paa Jorden ej flød.
Frændeløs og venneløs i Verden om at gaae, —
Synge, mens Taarer i Øjnene staae, —
Smile med Kummer og synge for Brød, —
Tungere Taare paa Jorden ej flød.
Harpeklang og Glædessang ved fremmed Dør og Bord, —
Ingen, som hører de bævende Ord, —
Ingen, som veed, hvorfor Kinden er rød, —
Tungere Taare paa Jorden ej flød.
Spøgende og smilende med stille, krænket Sind, —
Klappes af fremmede Herre paa Kind, —
Betle om Livet og ønske sig død, —
Tungere Taare paa Jorden ej flød.
