B.S. Ingemann (1789–1862)

Faderløs og moderløs, af Brødrene forladt —

Alle Smaasøstre i Graven nedsat —

Alle tilsammen i Hungersqval død —

Tungere Taare paa Jorden ei flød.

Frendeløs og venneløs i Verden om at gaae —

Sjunge mens Taarer i Øinene staae —

Smile med Kummer og sjunge for Brød —

Tungere Taare paa Jorden ei flød.

Harpeklang og Glædessang ved fremmed Dør —

Ingen, som hører de bævende Ord —

Ingen, som veed hvorfor Kinden er rød —

Tungere Taare paa Jorden ei flød.

Spøgende og smilende med stille kranket Sind

Klappes af fremmede Herre paa Kind —

Betle om Livet og ønske sig død —

Tungere Taare paa Jorden ei flød.

Gud i Himlen trøste, hvem vi ei trøste kan!

Paa Søe valfarter Sorgen med Glæden som paa Land.

Gak fort, du blege Billed, gak Huus og Slot forbi!

I Qvel vi vil dig følge paa stille Pilgrimsstie.

Til Eeneboerklostret¹ er Veien steil og trang,

Paa Esel vakler modig den gamle Pilgrims Gang;

Foroven boer Maria, den Himmeldronning huld,

Hun hører fjerne Bønner og frelser underfuld.

Men vil hun og modtage den glade Reisegjæst,

Der over Bjerget stiger, som til en lystig Fest?

Han vandrer ei nedbøiet, med Rosenkrands i Haand,

Og tæller Hjertets Bønner paa røde Perlebaand;

Men from han kan dog gange den underlige Gang

Og nynne i det Høie sin stille Aftensang.