Saa gik og sang vi glade, ved Züricks stille Søe;
Dog fløi et Suk tilbage mod Hjemmet til min Møe.
Den blanke Søe mig minded om Sjælunds stille Kyst,
I Voven Hytter speiled sig rundtom den grønnede Kyst.
I Baaden vi nedstege, og gled med stille Sang
Henover blanke Flade; i Bølgen Aaren klang,
I Seilet Vinden lufted; paa Sand hist Baade laae,
Der Fiskerpigen smilende paa Reisetoget saae.
Og vel hun maatte smile, det var heelt sært at see,
Tit naar vi paa hverandre saae, vi maatte Alle lee.
Eet Legem var vi Alle, og Hver et Ledemod:
Hvad ei den Ene kunde, den Anden vel forstod.
Til Hoved vi udnævned vor norske Prostemand,
Han førte Regnskabsbogen, og havde bedst Forstand.
Og naar han kun ei glemte alt hvad han havde med.
Det Hoved sang heel lystelig, og tumled rast afsted
Af Been vi havde tvende, det eene løb og skrev,
Det andet sprang og jodled, og Skriveriet nedrev.
To vakre Reisefæller var ellers begge To:
Hr. Peregrinus Feuerlein var altid reisefro;
Han vilde Reisen nyde med ganske Sjæl og Krop,
Det maae vi ei forsømme: „das ist das Wahre mit.”
Den Skriver skrev den hele Vei, og saae kun ganske lidt.
Vort Reiseselskabs Mave var saare tynd og let,
Hr Schil vi dertil kaared, thi han blev aldrig mæt.
Hans Blik var majestætisk, og romersk Næsen var.
(I Stuttgard paa sit Contrafei han romersk Toga bar.)
Mod Røvere han havde en vis Antipathie,
Saasnart om Sligt der taltes, hans Madlyst var forbi;
Han reiste sig og sagde: „I Herrer, uden Spas!
Hvis slige Karle komme, det bliver ei ved Fjas:
Der hjelper ingen Vaaben, der hjelper ingen Snak,
Hvad nytter det at tale og klamres med det Pak?
Jeg lægger mig paa Maven, og lukker Øiet til,
En halv Snees Louisdorer jeg strax aftælle vil;
Hvo vil saa karrig være, og spare paa lidt Guld?
Det nytter ei at slagtes og have Pungen fuld.
Vi strax capitulere, den Sag er soleklar.”
Hr Peregrinus Feuerlein af samme Mening var:
„ Ti, tyve Louisdorer — ja dersom det er Alt,
Da veed jeg dog, et lystigt Liv er ei for dyrt betalt.”
Men Æren kjære Venner! — „Hvad Ære er der ved,
At slaae en stakkels Tyv ihjel, som gjerne slutter Fred?
Nei med Hr Schil jeg holder, hans Politik er god,
Mit Hjerte ogsaa er for blødt; jeg gidder ei seet Blod.”
Saaledes Been og Mave paa Krigen var beredt;
Men over skjønne Sveitzerland laae dybe Fred udbredt.
Naturen ofte syntes Hr Schil for „temperert;”
Dog kjøbte han Prospekter, som godt var colorert.
Det smukke Qvæg paa Marken han ynded fremfor Alt,
Og naar han saae en dygtig Ko, han ønsked den var malt.
Til Øine jeg blev kaaret; jeg skulde for os see,
Jeg skulde for os græde, jeg skulde for os lee;
Men mangengang naar Kroppen var allerbedst i Stand,
Naar alle Lemmer jubled, løb Øinene i Vand.
Sentimentalske Øine til slig en lystig Krop
Dog meest pudseerligt ud sig tog udi den ganske Trop.