Ariccia.
Er det Vinter end her, dog grønt er Bjerget som Dalen.
Her i Skov og ved Soe jeg følger sørgende Ven;
Faderens sidste Ord har Posten bragt ham fra Hjemmet,
Stille gaaer han nu her, og søger flygtede Fred.
— Tit Ariccia før mod Roma fjendtlig sig rusted,
Fredelig Landsbye nu blandt Blomsterdalene staaer.
Stundom i Maaneskin vel Dolken blinker bag Busten,
Nys De Cæsaris Hær har truet herlige Egn;
Ei for Røvernes Vold dog fattig Hyrde sig ængster,
Kun den Riges Palads staaer øde her og forladt.
Under dalende Sol vi gaae paa eensomme Skovstie;
Mørke Albanersøe i vilde Storm vi vil see.
Skyen flygter, og guult sig Løvet hvirvler i Krattet;
Sidder paa nøgne Stub ved Huulvei Jægeren hist?
Riflen er i hans Haand, nu har han seet os, og piber;
Er et Jægertegn det, hvad heller gjelder det os?
End vil spøge dermed — forbi han lader os vandre —
Om i Ryggen han nu og skyder, gad vi dog vide;
Begge see vi os ei tilbage: troer han sig frygtet,
Voxer Modet maaskee, om end han troer sig for svag;
Mod Udlændingen sig den velske Stimand ei vover,
Naar ei dobbelte Magt og bedre Vaaben gjør kjæk.
Skytten sidder der end paa Stubben; men nu selvanden
-
Vente kun de maaskee til hjem vi vandre mod Nat?
Dog saa regne de feil; vi siden gjennem Albano
Paa den skjønnere Sti kan lee ad skuffede Plan.
Dybt nu under vor Fod den sorte Afgrund sig rører,
Bundløst Krater vi see, hvor før Vulkanen har rast.
Hist paa buskede Fjeld det høie Kloster sig hæver;
Alba Lønga der laae — vildt bruser Bølge og Skov —
Vestens ildrøde Lys med stærke Skygger alt kæmper,
Doer paa vildene Fjeld i Storm og dæmrende Mulm;
Hvo sig her styrted ned, var dog uhyre fortvivlet —
Eller Hvo hist nedfoer fra Fjeld paa Gangeren vild,
Tumled mod grundløst Dyb, mens Hingsten fnysed i Stormen —
Bort fra svimlende Pynt! sært lokker Afgrundens Røst.
Hist i Maaneskin nu Ascanius’ Gravhøi sig hæver:
Marmorprydelsen svandt; men Muursteenskeglen end staaer,
Træet groer paa dens Top, og Hyrden boer i dens Hvælving.
Her ved Albano gaae Pompeius Grav vi forbi;
Eremithuset der og Troglodytternes Grotter,
Natlige Arneblus fra Klippehulernes Rift —
Mellem flyvende Skyer Fuldmaanens Gang over Skoven,
Æseldriverens Tog paa Klippens duftende Sti,
Lynet blandt Fjeldespiir, og Helligaftenens Klokke,
Fra Ariccias Taarn — Alt stemmer underligt her.
Taus vemodige Ven gaaer ved min Side, og langsomt
Fører Bjergveien os til Hvilen i fremmede Bye.
Tydske og Danske her hos Mariana er hjemme,
Mangent velbekjendt Navn med Maal paa Stolpen vi see.
Hvad fra Ældgammel Tid end Byens Krønike melder.
Veed Vertinden heelt vel, saa ganger Sagnet om Land.
Brylluppet i Ariccia.
Ariccia det ringer
Lystelig til Brudefærd,
Stolt staaer Fyrsten af Savelli
Lænet til sit Riddersværd.
Brudeparret han ledsager,
Priser høit den vakre Svend,
Mens til Bruden Fyrstens Øie
Blinker elskovslysten hen.
Der er Dands i Brudesalen,
Gjæsterne gaae ind og ud;
Fyrsten af Savelli dandser
Naadig med den unge Brud.
„Førend Midnat jeg dig venter,
Skjønne Brud, i dunkle Lund;
Venter Fyrsten dig forgjæves,
Slaaer din Brudgoms sidste Stund.“
Bruden tier, Fyrsten smiler,
Dandsende gaae ind og ud;
Fyrsten af Savelli venter
Blussende den unge Brud.
Og forgjæves ei han venter
Eene i den tause Stund;
Brudekjolen mod ham rasler
Lønlig gjennem dunkle Lund.
„Rødmer Bruden under Sløret?
Drøm dig i din Brudgoms Arm!“
— Fyrsten af Savelli blegner,
Føler Dolken i sin Barm.
Brudesløret er bortrevet,
Blege Brudgom for ham staaer:
„Ei du ventet har forgjæves.
Bruden kom — din Time staaer.“
Fra Ariccia bortganger
Tause Brudgom med sin Brud.
Fyrsten af Savellis Stamme
Er af Jorden slettet ud.
Nemi ved Ariccia.
[Nemus Dianæ.]
Her i Dianas Lund er Fred for sørgende Hjerter;
Saarer Verden din Sjæl, Forladte, tye du da hid!
Vil i Kløstret du hist paa Klippen boe hos de Fromme,
Eller ved Søens Speil i Fiskerhyttens Paulun,
Eller paa Fjeldets Skrænt, hvor Eremitten har bygget,
Der hans Hytte forladt dig venter i vildsomme Krat —
Derfra stille han saae til Vandspeilet i Dalen,
Hvori hver Midnat taus end Nattens Dronning nedseer.
Hvergang i Nemi Søe sit blege Aasyn hun kjender,
Mindes hun gamle Tid, da her hendes Tempel end stod.
Hymnen i Natten sang da Offerpræsten den stærke,
Ind til i Lunden ham en større Kæmpe betvang.
Tit i Maaneskin her de Præster brødes om Livet,
Til Selvoffer beredt, ved Altret Seierherren stod.
Evige Jomfru der i Marmorklæder hensvæved,
Let med hellige Møe henfoer den sneehvide Hind.
Iphigenia frelst hint Billed bragde fra Taurus,
Hid Orestes det bar, af Furierne forfulgt.
Over Moderens Liig ham Slangesvøberne pidsted,
Selv i Pylades Arm han Plageaanderne saae;
Gudsbilledet selv for knuset Øiesteen trued,
Her i hellige Lund ham Dybets Aander forlod.
— Hid hentyede og du, som elskovsrasende styrted
Fra Stedmoderens Barm i Dødens knusende Favn:
Atter vækket til Liv, her Hippolytus forglemte
Vreden i Phædras Arm og Glædens Helvedesdrøm.
— Til fredsalige Lund hid Hellas Vise hentyede,
Om saturniske Old her Sjælen drømte i Ro.
Hid henflygtede og fra Kildens eensomme Grotte,
Stille Egeria! du, da ei fredsalige Ven
Vandred til Kilden meer, da ei i Grotten han mere
Himmelske Viisdom drak af helligt Kjærlighedsvæld.
Kilden randt dog endnu; men Kongehjertet var bristet,
Eene ved Grotten sad i Natten hellige Møe,
Taaren i Bølgen randt, og Krandsen visned i Haanden;
Her i Dianas Lund fandt Numas Elskede Fred.
— Svæver her hun endnu, og hvidsker end hendes Stemme
Her i maanelys Nat, naar Kilden risler i Dal?
Afgudsbilledet nu ei mere stander i Lunden,
Stenen ligger dog end hvor Tempelveien før gik.
Knusede Capitæl ved Fiskerhytten hist smuldrer;
Men over Søens Speil gaaer Nattens Dronning end lys.
Ei tilbedes hun meer; men stille, from hun nedsmiler
Som en Engel fra Skye, og mindes underlig Drøm,
Og hvor qvalfulde Sjæle før Verdensfreden opsøgte,
Lyser i Natten nu fra Himlen evige Fred.
Aften i Ariccia.
De skjønne Landsbyepiger til Vesperen nu gaae
Med deres røde Troier og lange Haarlin paa.
Sølvdolk i sorte Lokker, for Barmen Smækken bred,
De store sorte Øine de slaae blufærdig ned.
I Kirken fromt de knæle, naar Mændene end staae:
De dybe Fredens Toner først Qvindehjertet naae.
Paa Bjerget her gik ofte mig Skikkelser forbi,
Som før jeg saae i Drømme kun, paa Hedenoldets Sti:
Junoner her jeg skued ved Vaskerstenen staae,
Did steeg jeg op ad Veien, hvor Seierherren drog.
End Stenen gjemmer Sporet af Seierkarmens Hjul,
Nu Afgudstemplets sidste Rest er fromme Brødres Skjul.
Fra Klosteret nedsaae jeg paa Marken, hvor han stod,
Den Helt, som skrev udødelig sit Navn med Romerblod;
For Tusculum stod mægtig der Hannibal engang,
Mens Roma stolt bortsolgte den landesvangre Vang.
Hist fjernt i Aftenrøden jeg Tivoli kan see,
Mod høie Sky Soracte end glindser hvid i Snee.
— Men Phantasus nu kalder sin Ven fra Bjerg og Dal,
Det stille Rom imorgen formummet dandse skal;
I Masken Verdens Dronning vil af sin Grav opstaae,
Og over sine Høie som Spøgelse hengaae;
Afsted, flye ei for Sværmen, du vemodsfulde Ven,
Du som en stille Pilgrim kan vandre blandt den hen;
Og tro dig skal ledsage en venlig Troubadour,
Hvor Sorg og Glæde leger Skjul i barnlige Natur.