Hvad toner i Syden liig Stemmer fra Nord?
I Roma de Toner gjenrunge —
Udsvinger fra Graven sig Ørnen saa stor,
Og hører Normannerne sjunge?
Normannen er kommen; men Sang er hans Sværd,
Fred er hans Løsen, Fryd er hans Færd.
Hvad tyder, hvad toner den fremmede Røst?
Hvi runge de nordiske Sange?
Maa fremmede Vandrer fra balthiske Kyst
Her eensom og stille ei gange?
De Trækfugle komme, de Trækfugle flye,
Samlet de sjunge, juble i Skye.
Fra Dannemarks Lunde, fra Bøgenes Strand
I Verden adskilt vi omfare;
Men samlet gjenfinde vi Fædreneland,
Høit jubler den reisende Skare:
Velsignet Hvo kommer fra Bøgenes Strand!
Fred om vor Arne, Fred om vort Land!
Og Fred om vor Konge! og Fred om hans Huus!
Og Fred om de Skjoldungers Stamme!
Neronernes Throne er sjunken i Gruus,
De Skjoldungers Stjerner end flamme.
Velsignet Hvo freder om Bøgenes Strand!
Fred om vor Konge! Fred om hans Land!
Saa Kongefestens Jubel til Glassets muntre Klang
Heelt fremmed, her forbauser den Glædesrøst fra Nord;
Det hele velske Danmark er femten Sjæle stor.
(Til rette Stund iaften, da Festens Lys var tændt,
Med glade danske Hjerter, med Høitidsklæder paa,
Vi sjunge som vor Jubel til Danmark skulde naae.
Selv Damerne os fryde med patriotisk Aand,
I lilliehvide Kjoler med rosenrøde Baand;
Og er end fjern vor Konge, vi see ham dog idag;
Vi hilse ham bekrandset, hist under Danmarks Flag.
Hans Aasyn os afbildet; den grønne Krands derom
Har danske Møer flettet, mens røde Schavl de tog
Og kjærligt det forvandled til hellig Dannebrog;
Med hvide Kors det vaier om Billedet saa lyst,
Og høit gjenrunger Glæden paany fra Danskens Bryst.
— I Hjemmet brænder stille den Kjærlighedens Glød,
Som stundom synes slumre med os i Fredens Skjød;
Men som i Farens Time opildner Sjælens Mod,
Naar tro det danske Hjerte opofrer Liv og Blod.
I fremmed Land behøves ei Fare eller Nød,
For mægtig at opflamme den aldrig slukte Glød.
Naar Fødelandet nævnes, da blusser Sjæl og Kind,
Og over fjerne Billed staaer høit for rørte Sind
Den gamle Kongekrone fra Skjolds og Frodes Tid,
I Fredens Lys forklaret, og prøvet tit i Strid.
Da klinger det i Hjertet, da runger det i Hal:
Vort Dannemark skal leve, Kong Fredrik leve skal!