Sig barnligt Folket glæder til skjønne Juletid;
Til fattigt Brakke flytte de Jesu Krybbe hid,
Af Moos og grønne Qviste et Østerland opstaaer;
Der Julemorgen Englen blandt Hjord og Hyrder gaaer.
Her Østens Vise knæle, Maria sidder hist
Og glæder sig med Joseph alt hos den liden Christ.
Nu Kaffehuset smykkes, til Juleglædens Priis,
Med tusend gyldne Frugter, et Børneparadiis.
Der Hedenoldets Guder i Sukkerglands opstaae;
I Barnets Haand til Julen de smelte og forgaae.
Hist paa Navonna — Pladsen hesperisk Have skjøn
Omstygger sine Æblers Guld med Myrthen, frisk og grøn,
Orangerne der gløde i Laurens dunkle Krands,
Og yppig bader Vaaren sig her i Høstens Glands.
Men er det da ei Vinter? — Med Varmekapper paa,
Ved Baalet hist paa Hjørnet de Romere jo staae.
Den gamle Kone tripper til Kirken med sin Mand,
Selv ei den unge Donna slig Mand undvære kan;
Den tro ”Marito” hænger paa Armen varm og huld:
— Leerkrukken saa man nævner, af hede Gløder fuld. —
Meer kuldskjær end i Norden, hvor høiest Sneen laae,
Selv haardfør Skandinaver maa til Kaminen gaae;
Men Sydens Vinter varer kun et Par Timers Tid:
Til Middag kommer Somren, til Aften Høsten blid,
Saa alle Aarets Tider i Døgnet rulle hen,
Og Julens gamle Aasyn jeg kjender ei igjen.
Men kommer Juleaften paa Velsk til os iaar,
Paa Dansk vi maae den feire, som danske Mænd anstaaer.
Dog Hvo skal os berede den Helligaftensgrød?
Sligt hele Rom ei mægter; Hvo hjelper i den Nød?
Ukyndig Landsmandskabet end holder Raad omsonst,
Og spørger: hvad er Roma dog nu med al sin Konst?
Dog see, hist kommer Manden, som Konsten frelse kan:
Paa Gaden løber emsig en pyntet Riddersmand,
Paa Stadsekjolen dingle to Ordner eller tre,
I Galladragt han kommer fra Fyrsteassemblee.
Hvad bærer han ved Barmen? en Trøster i vor Nød:
En vældig Kæmpeflaske med Melk til Julegrød,
— Og Ridderen er Thorwald, de Danskes Fryd i Rom;
(Med Grynene tillige nu vor Professor kom.)
Til Arnen selv Hr. Thorwald med Mod og Iver gaaer,
Paa danske Julenadver heelt vel han sig forstaaer;
Selv sætter han paa Bordet det mærkelige Fad,
Høit Landsmandskabet jubler, og er af Hjertet glad.
Med velske Orvietto vi feire danske Fest,
Af alle Romeraftner os denne tykkes bedst:
Den sætter os tilbage til Barnets Paradiis,
Da Helligaftensglæden var Himmelglædens Priis,
Da vore Fædre feired, som Fædrene for dem,
Den glædeligste Høitid i glade danske Hjem,
Da Tjeneren som Herren forglemte Aarets Nød,
Og hver en Sjæl, som leved, paany sig føled fød,
Da Lænkehunden løstes, og hvert et Huusdyr glad
Fornam, at der var Glæde i Huus og Gaard og Stad,
Da selv ei Himlens Fugle man glemte i sin Fryd,
Og Jord og Luft gjentoned af samme Jubellyd.
Hvad større Fryd sig skjuler bag glade Aftenlyst,
Med næste Morgens Straaler alt luer i vort Bryst;
Det gjemmer Hjertet stille, mens høit til Bægerklang
Vi Fødelandet mindes med danske Brodersang.
Danskes Sang i Syden.
I vide Verden gaaer freidig ud
Den danske Mand;
Men aldrig glemmer han Ven og Brud,
Og Fædreland.
Og mødes Danske paa fremmed Kyst,
Er Glæden stor;
Høit toner Sangen fra Broderbryst
Mod høien Nord:
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
Det milde Syden har Bjerg og Flod,
Og klare Luft;
Her ruller fyrigt det muntre Blod,
I Blomsterduft.
Det strenge Norden har dybe Hav,
Saga stolt at see,
Der funkle Stjerner paa Kæmpens Grav
I Vintersnee.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
I Velskland slynger sig Ranken fro
Om Træets Arm;
I Norden klynger sig Møen tro
Til Vennens Barm.
Her Livet gløder i freidig Lyst,
Her Myrthen groer;
Men dybt staaer Hjertet i stille Bryst
Mod høien Nord.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
Her Lauren fletter sin grønne Krands
Om Konstens Hal,
Her stande Guder med Oldtidsglands
I Marmorsal;
Men hist hvor Solen bag Skye nedgaaer
Ved Vintertid,
Ved Arnen Barden Guldharpen slaaer
Om Fædres Tid.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
Til Sydens Himmel, til lyse Luft
Vi vandred fro,
I Rankens Lye, i Orangens Duft
Blev Hjertet tro.
Tit længselsfuld mod det fjerne Hav
Vi stirred frem:
Hvor Stjerner funkle paa Fædres Grav,
Der er vort Hjem.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!
Og Hil dig, Broder, og Ven og Moe!
Ved danske Strand!
Fornem vor Sang over Bjerg og Soe
Fra fremmed Land!
Hvor Livet gløder i freidig Lyst,
Hvor Myrthen groer,
Slaaer Hjertet dybt i det danske Bryst
Mod høien Nord.
Hil være dig, Danmark, vor Moder!