Fahner vifted over Skjolde
I det store Gravkapel.
Der laae mine Venner kolde;
Til de Helte, troe og bolde,
Sagde jeg et tungt Farvel.
Geert ei leged meer med Landse;
Han var stum, som lystigst loe;
Han, som sang i Vaabendandse —
Han, som fløi mod Jomfrukrandse —
De var Alle bragt til Ro.
Sidste Gang jeg saae de Stærke;
Fast jeg kjendte dem ei meer.
Under Sang af Bisp og Klerke
Hilste jeg hvert Vaabenmærke —
Dem jeg aldrig mere seer.
Flyve Ørne over Strande,
Tænker jeg paa eders Dyst,
Ørne fra Bedriftens Lande!
Roland med den brustne Pande!
Oliver med knuste Bryst!
Taus Carolus sønderklemte
Rolands Sværd i Dødens Hal.
Hjaltet til sin Død han gjemte;
Aldrig Verdens Hersker glemte
Dem, som faldt paa Ronceval.
