— — Troer Du, at Aaret har een Dag,
Og troer Du, Dagen har een Time,
Da ej med tryllerigt Behag
Du for min Tanke maae fremstige?
Da Du af mig ej dyrkes meer?
Da jeg Dig ej med Glæde seer,
Og i Naturen Dig kun? Pige!
Naar Morgenrøden hæver sig
Og hilser blid fra Østens Skyer,
Dit Billed straaler frem til mig
Og Dagen i min Sjæl fornyer.
Naar atter Himmelens Regent
Sin gyldne Bue om Luften spænder,
I Straalen, som fra Zenith brænder,
Jeg Magten af de Luer kjender,
Du har i dette Hjerte tændt.
Naar Jorden svales, Heden viger
Og Straalen ned mod Bølgen slaaer,
Du nye Sejerspalmer faaer;
Thi, hvor Du ynderig fremstiger
Og hvor Dit skjelmske Øje leer,
Du idel Slaver om Dig seer.
Med Spøg Dig Amor huld beriger
Og ingen ønsker Frihed meer.
Forundret Barnet ej kan finde,
Hvad der dog ulmer i hans Barm,
Naar glad han svigter Legens Larm,
Og søger kun Dit Smil at vinde.
Hos Dig, af Elskov øm og varm,
Hver Yngling fro seer Dagen svinde.
Selv Olding glemmer sine Aar:
For Dig han overvunden falder
Og fra bortflygtet Ungdoms Vaar
Bortflygtet Følelse fremkalder.
Men, skjøndt jeg ofrer til Dig der,
Hvor alle Hjerter Du fortryller,
Jeg dyrker Dig dog tifold meer,
Naar navnløs Fryd min Sjel opfylder:
Naar ad Rivalers Suk jeg leer
Og ene i Dit Hjem Dig hylder:
Naar til bestemte Time tro
Jeg mod Dit Favntag haster fro
Og fro i Dine Arme iler,
Og kjælen ved Din Side hviler:
Naar, trykte mod hinandens Bryst,
Ved samme Aande vi oplives,
Mens Kysse røves, Kysse gives
Af begge sødt med lige Lyst.
Men selv, naar Velkomst-Rusen svinder,
Og ved min Tale jeg, Eglé!
Seer skjelmsk Dit hulde Øje lee,
Mit Held jeg mindre stort ej finder.
Som Øjeblikket Timen randt,
Naar tidt jeg hørde Dig gjentage,
Hvor jeg dog først Dit Hjerte vandt,
Hvor sødt vort rundne Samliv svandt,
Hvor trofast Du mig vil ledsage
Saavel i Vaar- som Vinter-Dage.
Med stille Fryd saa Hyrden seer,
Naar Dagens Lys ej straaler meer,
Gudinden for de lyse Nætter,
Ej mindre skjøn, meer yndefuld
Forsølve hine Blomster-Sletter,
Der prydedes med Dagens Guld.
F. Høegh Guldberg.