Roger paa Alcinas Ø
efter Ariost, oversat af F. C. Hillerup.
efter Ariost, oversat af F. C. Hillerup.
I dette Heltedigts fjerde Sang berettes, hvorlunde den tappre Skjoldmø Bradamante ved Hjelp af en Ring befrier sin Elskede, den navnkundige Ridder Roger, som var bleven indespærret i et Slot paa Pyrenæernes Toppe af Troldmanden Atlas. Men neppe er Helten kommen ud af sit Fangenskab, førend han paany bliver et Bytte for Atlas, der ved sine Kunster lokker ham til at bestige en Hippogrif, som fører ham høit op i Luften for den fortvivlede Bradamantes Øine. Efter Skildringen af denne Scene gaaer Ariost over til andre Begivenheder, men optager atter den slupne Traad i den sjette Sang; han lader Hippogriffen dale ned paa en vidunderlig deilig Ø, hvor Roger binder den til en Myrthe, som er en forvandlet Ridder, og som paa hans Bøn fortæller sin Skjæbne saaledes:
Jeg Astolph kaldtes før — af Frankerige
En frygtet Paladin mit Sværd jeg bar,
I Slægt med dem, hvis Glands er uden Lige,
Jeg Rolands og Rinaldos Fætter var,
Og efter Ottos Død til Englands Rige
Som Fædrearv jeg Rettigheder har.
Jeg ved min Skjønhed mangen Mø antændte,
Men ak, tilsidst Alt mod mig selv sig vendte.
Da jeg fra fjerne Øer kom tilbage,
Som vædes imod Øst af Indiens Hav,
Hvor med Rinaldo Mange maatte klage,
Grumt indespærret i et Fængsels Grav,
Indtil igjen oprunde Friheds Dage,
Som Ridderen af Bravas Mod os gav,
Min Vei jeg tog mod Vesten gjennem Landet,
Hvor Nordenvinden raser vildt i Sandet.
Og som vor Vei og Skjæbnens lumske Vrede
Nu ville det, en Morgen ud vi gaaer
Paa yndig Bred, hvor hist ved Havet nede
Et af Alcines Trylleslotte staaer.
Hun alt var ude, og nu her tilstede
Paa Stranden, ene i sin Skjønheds Vaar.
Foruden Garn og Angel hun saa mange
Fisk, som hun lyster, vel forstaaer at fange. — — —
Imøde gaaer hun os med munter Mine,
Med megen Ynde, huld og elskelig,
Og siger: Helte, hvis I ville trine
Ind i mit Huus og boe idag hos mig,
Da skal paa Jagt I skue hos Alcine
Den hele Fiskeslægt paa Arter rig:
En glat, men Andre Skjæl og Pigger bære;
Langt flere Fisk end Stjerner til der ere — — —
Tilsidst vi denne skjønne Ø bestige,
Hvoraf den største Deel Alcine har,
Hvorfor en Søster frækt hun monne svige,
Som efter Faderen kun Arving var,
Da ægtefødt var ene denne Pige;
Og herom fik jeg Underretning klar
Af dem, som disse Ting til Grunden kjende:
I Blodskam fødte bleve hine Tvende.
Som disse Tvende uden Dyd og Ære
I hver en hæslig Last det vidt har bragt,
Saa kydsk man finder Søsteren at være,
I hendes Hjerte throner Dydens Magt.
Mod hende hine To nu Vaaben bære,
Krigshære fik de tidt paa Fode bragt;
De gjerne hende bort fra Øen joge,
Og over hundred’ Borge alt de toge.
Ja, Logistilla skulde ei beholde
Tilbage blot det mindste Stykke Land,
Hvis ikke Bugtens Vande Standsning volde
Og saa et Fjeld, der ei beboes kan;
Ret som hist Bjerg og Flod adskilte holde
Det gamle England fra den skotske Strand.
Dog ei Morgana og Alcine blive
I Ro, før Resten og de til sig rive.
Fordi hun kydsk og hellig er, de hende
Stærkt hade, dette lastefulde Par.
Men jeg til Sagen vil mig atter vende,
Hvordan til Plante man mig tryllet har.
Alcine lærte Glæden mig at kjende,
Og ganske hun for mig i Flamme var.
Da jeg saa mild og deilig hende skuer,
Jeg selv fortæres af de samme Luer. — — —
For silde hendes Vægelsind jeg kjendte,
Som elsker og forglemmer samme Tid.
To Maaneder vel knap endnu var’ endte,
Før i mit Sted en Anden hun fik hid,
Og mig i heftig Vrede fluks bortsendte.
Fra denne Stund ei meer hun var mig blid;
At hun med samme Uret sig opførte
Mod tusind Andre, senere jeg hørte.
Og for at ei de Verden skal omdrage,
Hvor hendes Vellyst de beskrive kan,
Hun holder dem fortryllede tilbage
Som Ceder hiin, som Palme denne Mand;
Som Fyr og Olietræ gaae Andres Dage,
Ret som Du skuer mig paa denne Strand.
Een bli’er til Dyr, Een som en Kilde flyder,
Som Feens stolte Lune der nu byder. — — —
Tro heller ikke, at Du kan tiltræde
Din Vandring paa den Vei saa sikkerlig!
En stor og dristig Flok er der tilstede,
Og mangen Hindring vil den lægge Dig.
Som Muur og Grav Alcine dem har rede
For hvem af hendes Garn vil frelse sig.
Nu Roger Myrthen Tak for Alting siger,
Og saadan underrettet fremad higer. — —
Paa Hesten vilde han sig atter svinge,
Og flyve gjennem Luften nok engang,
Men frygted’, mere Ondt det kunde bringe,
Da Gangeren ei taalte Tømmens Tvang.
Jeg skal mig nok en Gjennemgang tiltvinge,
Saa talte han, — forgjæves dennegang.
Fra Havets Bred han var ei fjern to Mile,
Da saae Alcines skjønne Stad han smile.
En mægtig Muur han skuer i det Fjerne,
Som trindt omfatter viden Strækning Land;
Den synes fast at naae til Himlens Stjerne,
Af Guld fra Spidsen ned til Jordens Rand.
Hvis Nogen findes, som ei troer det gjerne,
Og siger, Trolddom Sligt kun være kan,
Han feiler, eller og det bedre kjender;
Mig synes Guld der, da dets Glands mig blender.
Nu følger en Beskrivelse af den stygge, vanskabte Troldeskare, der rasende anfalder Ridderen, som værger sig med fortvivlet Tapperhed, og endelig frelses af Faren ved to skjønne Damer, der pludseligt komme ridende paa to hvide Eenbiorninger. Ved deres Ankomst forsvinder den hele Flok øieblikkeligt. De smukke Piger føre Roger gjennem paradisiske Egne, og anmode ham om at staae dem bi mod en kæmpestor Hex ved Navn Erifila, der bevogter en Bro, som de skulle passere. Med Glæde opfylder Roger denne Begjæring, og ledsager dem til Floden, hvor Hexen venter dem paa Broen med Landsen i Beredskab. Hermed slutter sjette Sang, men Fortællingen fortsættes i den syvende, hvoraf følgende Stanzer meddeles.
Hvo langt fra Fædrelandet mon bortvandre,
Saa meget fremmedt og uventet seer,
At naar han det fortælle vil til Andre,
Man ei ham troer, som Løgner ham udleer.
Ei Pøbelen sin Vantro vil forandre;
Den troer kun hvad den seer og Intet meer.
Den Uerfarne derfor, kan jeg tænke,
Vil denne Sang kun liden Tiltro skjænke.
Dog kan den dumme Pøbel jeg foragte,
Om den mig meget eller lidet troer;
I vil dog ei som Løgner mig betragte,
Der klart opfattet have mine Ord!
Kun didhen stræber jeg, at I mig agte;
Jert Bifald er min bedste Løn paa Jord.
— Jeg slap, hvor de Erifila saae stande
Som Vagt ved Broen og ved Flodens Vande.
Af fiint Metal hun Vaaben saaes at bære
I mangefarvede Juvelers Glød;
Der Chrysoliter og Smaragder ere
Med Hyacinthen og Rubinen rød.
Skjøndt ei tilhest, hun Rytter monne være;
En Skovens Ulv den Qvindes Tømme lød.
Ved Flodens Overgang hun Ulven rider;
I rig og sælsom Sadel Møen sidder.
Selv ei Apulien har Ulvens Lige,
En Oxe sig med den ei maale kan;
Hvordan hun styred’ den, jeg ei kan sige —
Et Skum af Læben væded’ Bidslets Rand.
Og over Rustningen den fule Pige
En Overkjortel bar saa guul som Sand;
Paa Farven nær, saa kunde den vel være
Som den Prælat og Bisp ved Hoffet bære.
Paa Skjoldet og paa Hjelmens Top der sidder
En Tudse, svulmende af giftig Saft.
De Damer hende vise nu vor Ridder,
Hvor hun ved Broen kæmpe vil med Kraft,
Ham standse, skjænde Æren, han besidder,
Og bryde hans som Andres Landsekraft.
Hun byder Roger at tilbagevende,
Men Landsen griber han og truer hende.
Fluks sporer nu den vilde Kæmpeqvinde
Til Kamp sin Ulv, i Sadlen slutter sig.
Da hun med Landsen styrter mod sin Fjende,
Ved Vægten Jorden skjælver fjendelig.
For Roger segner dog vor Krigerinde;
Hun under Hjelmen træffes drabelig,
Han hende med slig Magt af Sadlen hæver,
At hun sex Alen fjærnt i Græsset bæver.
Rask var han til sit skarpe Sværd at drage
For Hovedet at skille fra dets Krop.
Han kunde det. — Afmægtig laae tilbage
Erifila blandt Græs og Blomsterknop.
Da raabte Pigerne: Lad nu saa sage,
Da hun er falden, Hævnen høre op!
Dit Sværd Du, ædle Ridder, atter dølge,
Og lad os over Broen Veien følge!
De droge paa en Vei, som førte lige,
Skjøndt med Besvær igjennem Skov og Krat.
Den snever var og fuld af Steen tillige,
Og opad Bakke gik den saare brat.
Men neppe monne Toppen de bestige,
De blive paa en mægtig Eng hensat;
Et underskjønt Pallads de see fremrage,
Hvortil ei Verden nogentid saae Mage.
Imøde gik den deilige Alcine
Vor Roger udenfor den første Port.
Hun modtog ham med ædel, fornem Mine,
Omgiven af et Hof saa smukt som stort.
Mod Helten alle Andre er saa fine,
Og saadan Ære der af ham bli’er gjort,
At de Gud Fader kunde meer ei ære,
Hvis han til dem steg ned fra Himlens Hære.
Skjøndt alle Jordens Slotte maatte vige
For dette Slot i Pragt, dets største Værd
Bestod dog i de Væsner uden Lige,
De elskelige Folk, som leved’ der.
Fast lige smukke og ungdommelige
Var Alle, kun med liden Forskjel, her.
Dog fremfor Alle høit Alcine straaler,
Thi ingen Stjerne sig med Solen maaler.
Det skjønne Legems Former kan os tyde
Hvad herligst fødes i en Malers Sind;
De flettede, de lange Lokker byde
I Glands selv over Guldets lyse Skin.
De røde Roser, hvide Lilier pryde
I blandet Farvepragt den fine Kind
Saa glat som Elfenbeen var klare Pande,
Af ædelt Forhold, Alle maatte sande.
Og under tvende sorte, fine Buer,
Er sorte Øines, lyse Soles Par,
Der sparsomt bruges, men saa kjærligt luer,
At der paa Spil Gud Amor stedse var.
Derfra han synligt alle Hjerter kuer,
Og alle sine Pile afskudt har.
Og midt i hendes Ansigt Næsen stiger
Saaledes ned, at Avind intet siger.
Ret som imellem tvende Dale smile
De friske Læber, lig en Purpurglød;
Der tvende blanke Perlerader hvile,
Som aabnes, lukkes halvt af Munden rød.
Derfra de milde Tankens Udtryk ile,
Hvorved den Haardeste selv vorder blød,
Der er det, at hiint Tryllesmiil sig viser,
Som os paa Jorden aabner Paradiser.
Som Sneen hvid den runde Hals sig hæver,
Den trinde Barm er fuld og melkehvid.
Af Elfenbeen et Æblepar der bæver
Lig Voverne, der gaae ved Stranden sid,
Naar over Havet Vinden sagte svæver.
Selv Argus saae ei mere nogentid;
Dog vist med det, som Øiet seer og priser,
Kan lignes hvad blufærdigt ei sig viser.
I Armen er det rette Maal tilstede;
Heel ofte viser sig den hvide Haand,
Som er lidt lang og noget smal i Brede;
Ei Aare springer frem, ei Senes Baand.
Og Foden, liden, spæd, afrundet, nede
Fuldender Skabningen i Skjønheds Aand.
Men Himlens Engleaasyn at fordølge
Ei noget Slør kun mægted med sin Bølge.
Og overalt hun havde stillet Snare,
Hun monne smile, synge eller gaae;
Sit Hjerte kunde Roger ei bevare
— Hvad Under! han saa venlig hende saae.
Hvad han af Myrthetræet mon erfare,
Hvor hun var troløs, ei han agted’ paa.
Ei tyktes ham, Forræderi kun klæbe
Ved en saa smilende, saa deilig Læbe.
Han troer, at Astolph lider billig Qvide
Paa nøgne Strand for sin Uskjønsomhed.
Til Straf han maa nu der forvandlet lide;
Fortjent det var, om end han mere led.
Alt hvad hiin lod ham om Alcine vide
Er Digt, opspundet af Hævngjerrighed.
Usandt er hvad han hende forekaster,
Da han af Had og Avind hende laster.
Den skjønne Piges Billed af hans Hjerte,
Den engang Elskedes, forsvundet var.
Ved Tryllekunst Alcine hver en Smerte
Af gamle Elskovssaar bortaandet har.
Alene hende han at elske lærte,
Kun hendes Billed han i Sjælen har.
I maa den gode Roger ikke laste,
Hvis her hans Følelser ei vare faste.
Ved hendes Taffel klare Toner løde
Af Lyra, Cithar, liflig Harpeklang.
Af herlig Samlyd, Melodier søde,
Den hele Luft omkring saa sælsomt klang.
Hvordan af sjælden Elskov Hjerter gløde,
Heel Mangen tolker i en Elskovssang,
Og atter Andre muntre Phantasier
I Fabler stille frem og Poesier.
Hvert Maaltid, hvoraf Nini Alt kan bramme,
Hvor rigt det end i Pragt og Jubel flød,
Ja selv det høitberømte staaer tilskamme,
Som hos Kleopatra hiin Romer nød,
Mod det, som Feen, fuld af Elskovsflamme
Paa Bordet her for Roger sætte bød.
Et saadant findes sikkert ei, jeg mener,
Hvor Ganymedes Zeus Kronion tjener. —
Den glade Leg man mere tidligt ender,
End Skik og Vane her det ellers var.
Høit svunge Pager Faklerne i Hænder
Med stærke Lys, at gjøre Natten klar.
Nu føres Roger af de skjønne Venner
Til Bolsterne, som man beredt ham har.
Man valgte ham et pragtfuldt, kjøligt Kammer,
Som fremfor alle stolt i Skjønhed brammer.
Da man Confect og kostelige Vine
Paany har præsenter’t vor Riddersmand,
Med mange Buk og med ærbødig Mine
Enhver til Sit fra ham gaaer bort paa Stand.
Sig Roger kaster i de Liin saa fine,
Som ei Arachne bedre væve kan.
Bestandig lytter han med aabent Øre,
Om han ei kan den Skjønne komme høre.
Saasnart han mærker, at sig Noget rører,
Han reiser sig, og troer det hende er;
Han evner at høre, men dog Intet hører,
Og sukker over, at han feiled’ her.
Hans Ild fra Leiet ham til Døren fører,
Han kiger ud, men finder Intet der,
Og Timerne forbander tusind Gange;
De aldrig forekom ham mere lange. — —
Ei hende Fiskeben og Skjørt betynger;
Hun kommer hyllet i et luftigt Slør,
Som yndigt over Lænder sig slynger,
Der, fiint og hvidt var, som sig hør og bør.
Da Roger hende kjærligt til sig klynger,
Hun staaer foruden Liin i tynde Slør;
Det dækked’ for og bag med sine Bølger
Som Glasset Lilier og Roser dølger.
Og hemmelige var de Ting derinde,
Nu hemmelige ei, fortiet dog.
Man Taushed sjelden vil lastværdig finde,
Men meest den Tause agtes vel som klog.
For Roger bøier sig hver listig Qvinde
Med udsøgt Artighed, med venligt Sprog.
Enhver ham ærer og med Hilsen fryder;
Saadan den elskende Alcine byder.
Der gives ingen Fryd, som ei dem yde
Gemakket kan til Kjærligheds Behag;
Ved hyppig Klædevexling de sig fryde,
Nu efter en, nu efter anden Smag.
I glade Fester de bestandigt nyde
Turnering, Bade, Spil, og Dands hver Dag;
Og tidt ved Kilder, under Høies Skygge
Med Elskovsskifter de sig sødt ophygge.
Igjennem Dale, over grønne Høie
Den rædde Hare vorder eftersat,
Og Hundene Fasaner uden Møie
Med Larmen jage ud af Busk og Krat.
Vil Kramsfugl sig med Enebær fornøie,
Med Liim den fanges og med Snare brat.
Og nu med Angel, nu med Garn de plage
Smaafiskene, som tause Glæder smage.
I de følgende Stanzer fortæller Digteren, hvorledes Bradamante, efterat hun længe forgjæves har søgt sin Ven, omsider henvender sig til Feen Melissa, der begiver sig til Roger, og giver ham en Ring. Ved Hjelp af denne Ring opdager Helten, at Alcine alene ved sine Tryllekunster syntes at være en blændende Skjønhed, men at hun i Virkeligheden er gammel, hæs og tandløs. Fuld af Skam og Forbittrelse flygter han hemmelig og unddrager sig hendes Forfølgelser, medens Melissa gjengiver alle de af Alcine forvandlede Elskere, og navnlig Astolph, deres naturlige Skikkelse.