Vilhelm Helt (1652–1724)

Tillad, Kong FRIDERICH, Lyk-Ønskning at frembære,

En ringe Tieners Pligt dig tekkelig lad være,

          At hand for Thronen sig saa høyt fordriste maa,

          Til Velkoms Fryde-Sang sit Strenge-Leeg at slaa.

Velkommen FRIDERICH! Du paa dit Ære-Sæde

Og Trones Bulster nu, hver Mand til Trøst og Glæde,

          Har sat dig ned igien; dit kiære Kiøbenhavn,

          Dig har nu frisk og sund udi sin hulde Favn.

Du har fuldendt et Tog, som skal dit Navn og Ære

Til Himlen løfte op, som Hercules skal lære,

          Hans Grændse-Pillers Skrift nu til forgieves staar,

          Du under Nordens Pool et andet skrev i Aar.

Du under Poolen har dit Scepter sat til Stytte,

Sig Atlas bedre hen mod Synder nu kand flytte,

          Ja Hercules kand gaa at spinde paa sin Rok,

          Til Verdens Norder Pool Kong FRIDERICH er nok.

Du har som Hercules saa mangt et Uhyr dempet,

Med hundred Hoveder; enddog du ej har kiempet

          Med Kalven, saasom hand med Fablers vilde Dyr,

          Paa Last og U-dyd du med Viisdom har sat Styr.

Du Last og U-dyd har og mangt et ondt Exempel,

Som verre var end Pest, udryddet af GUds Tempel,

          Du har opreist deri, alt hvis der stod paa Fald,

          Trods Hercules, hans Kunst og Arbeid i en Stald.

Og har hand Cerberum fra Helveds Port borttaget,

Du har Astræam need fra Himlen til dig draget,

          Ja, hun, som havde før ald Verden sagt god Nat,

          Hos dig paa Thronen sig i Norden nu har sat.

Du i Regenters Konst og Pligt dit Mood har øvet,

Du Norges Krone ret, til Gavns har maalt og prøvet,

          Du fandt den i sin Vegt som Cimbri Lands i sin,

          Sig ret at passe til en Tinding saasom din.

Den Krone runden om du pryde loed og zire

Med mangen Laurbær Qvist, som blomstre skal og spire

          Midt under Nordens Pool, til Krandse om dit Navn,

          Og Norges Rige med til ævig Flor og Gavn.

En Laas, som ævig skal for Kronens Giemme sidde,

Du Mars udaf hans Hielm og Pandtser dig lod smidde,

          Dig Havets vaade GUd den gylden Nøgel gav,

          Til Cronens Lukkelse, ja! til det Øster Hav.

Du Norske Soemænd har ophøjed til den Ære,

For Fiske-Garn og Krog, dit Flag og Skiold at bære,

          At gaa med Jason ud paa kiekke Soemænds viis,

          Og hente over Soe for Sild det gyldne Fliis.

Har Jason Martis Lund med Tyre ladet pløje,

Paa Norges Fielde du med eget Syn og Øje,

          Med Hiernens skarpe Vid, og mangt et møysomt Trin,

          Har pløjed Ærens Fur, og mangen frugtbar Rin.

Du har udsaaed deri ey Tænder af en Drage,

Men Viisdoms Raad og Daad, hvoraf i disse Dage

          Mand Kiemper seer, som Lyng, at voxe i det Land,

          Og Soemænd til som Fisk udi den salte Strand.

Ej til indbyrdes Mord, som Jasons Compagnoner,

Men til en ævig Vagt og Værn for tvende Croner,

          Thi af en ædel Sæd en ædel Vext opgaar,

          Dit Arbeid ej, som hiint, i Troldoms Kunst bestaar.

Dit Arbeid har opfyldt ald Nordens Kreds med Glæde,

Det holdt Her Tiran selv saa mild og bliid tilstæde,

          Hos dig ved Nordens Pool, hand dig til Velbehag,

          Hialp til i Finnens Bo, af Nat at giøre Dag.

Hand saae dit Arbeid an, paa Jorden dig at ære,

Og Vidnesbyrd om dig i Himmelen at bære,

          Hand af Forundring fast forglemte at gaae need,

          Men see! stor Kuld derved den halve Verden leed.

Ja! der du med ham var, i Norden saa at lyse

I hver Mands Hierte, det begyndte saa at gyse,

          Her var den mørke Nat, der du var gaaet bort,

          Og hver Mand Himlen bad, den Nat at giøre kort.

Her hørdes Længsel Suk, her saaes Damp og Taage,

Her fandtes idel Kuld og Frost i alle Kraage,

          Det syntes Himlen her kun liden Omhu bar

          For Aarets beste Tiid; thi Kongen borte var.

Ja Himlen syntes sig ret saasom at betænke,

Og vægre sig vort Land, og Frugtens Tørst at skienke,

          Men med Velsignelsen den fromme GUd dog kom,

          Hand ej forglemme kand Kong FRIDRICHS Ejedom.

Her hørtes Tidender om Møje og om Fare

Paa Klipper og til Soes, som ej ret gode vare,

          Sligt Bævelse og Frygt i mangen Siæl inddrev,

          Men lovet være GUd! at det ved Frygten blev.

Og hvad vil jeg om Frygt, om Fare meget melde,

Paa Klipper og til Soes, paa Fiorde og paa Fielde?

          Jeg veed dog Hannibal paa Klippen finder Raad,

          Og Cæsar sikker gaaer udi en Fisker-Baad.

Ja meer! en Musa kom, som tog mig ved mit Øre,

Som Glædskabs Tidender i Dannemark lod høre,

          Ej een fra Helicon med falske Guders Sang,

          Men een fra Zions Bierg med Harpens liflig Klang.

Hun svoer, at Himlens GUd, som lader Vinden blæse,

Og legger hver en Vind en Ring udi sin Næse,

          Som Havets stolte Magt i Lænker veed at slaa,

          Saa hver en Bølge maa som paa en Trendse gaa.

Hand som Naturen selv med sine Fødders Saaler,

Fra Himlens høye Svang til Havets Afgrund maaler

          Udi et Haande vend, hand hos Kong FRIDERICH

          Var selv i Følge med, i hvor hand foer og gik.

Den GUd dig salvede, og satte paa din Throne,

Hvis høje Forsyns Pact, indbundet i din Krone,

          Du paa dit Hoved har, paa Brystet til hans Navn

          Hans Ret i hver en Haand, hans Kirke i din Favn.

Den GUd som skulde dig til Lands og Vands ledsage,

Og over Soe og Field selv føre dig tilbage,

          Saa hver en Dannemand, som for sin Konge bad,

          Dig skulle see igien fornøyed, mild og glad.

Ham skee da ævig Priis, hvis Forsyn, Magt og Velde

Dig Vejen baned har paa Fiorde og paa Fielde,

          Og ført dig uskadt hiem, som med din Hiemkomst har

          Os Natten drevet bort, og giort os Dagen klar.

Ret som i Skov og Mark, blant Træers grønne Blade,

De smukke Fugle sees og høres Hierte-glade,

          Naar Nattens mørke Mulm og Skygge svinder hen,

          Og Verden faar at see sin blide Soel igien.

Den frydefulde Soel, som giennem Skyggen bryder,

Og af den Øster-Kant sin Morgen Helsen byder,

          Som med et venligt Smiil, og med en liflig Ild

          Giør Klippens Top til Guld, og Luften varm og mild.

Hver Fugl paa Green og Qvist sig op i Luften svinger,

At hilse Verdens Lys med Neb og lette Vinger,

          Og offrer Skaberen den nys undfangte Lyst

          Den har og føler i sit lille søde Bryst.

Saa og hver Dannemand i alle Cimber-Stæder

I Hierte og i Siæl sig fryder og sig glæder,

          At see dig her igien, vor Nordens blide Soel,

          At see din Glands omkring din Trone og din Stoel.

Hvis Straalers Lys og Kraft udgaar til alle Stænder,

En kierlig Huldskabs-Ild i hver en Siæl optænder,

          Bepryder HErrens Huus, ledsager Rettens Gang,

          Bestyrker Rigets Magt, og lindrer Enkens Trang.

Dit ganske Cimber-Land din Kommes Høytid ærer,

Og kysser paa din Fod; dig hver Mand Hiertet bærer

          Til Velkoms Offer frem; enhver frembærer sit,

          Tillad Kong FRIDERICH jeg og frembærer mit.