Vilhelm Helt (1652–1724)

Gratulation

Til

Kong Friderich den Fierde,

Da hand i sine første Regierings-Aar

reiste til Norge.

Som Verdens store Soel, Naturens gyldne Øye
Sin Rund paa Himlen gaar, og deeler af det Høye
          Til alle skabte Ting, sit Lys, sin Kraft og Dyd,
          Og fylder Verden op med Glæde og med Fryd.
Saa og Kong FRIDERICH, vor Nordens Soel og Øye,
I Riget gaar sin Rund, og sparer ingen Møye
          At deele ud sit Lys, sin Naade og sin Ret,
          Til Glæde og til Trøst, for hvert et Land og Plet.
Hans Ansigts blide Skin det ganske Land omgiver,
Ald Sorrigs Taage det og U-dyds Damp bortdriver,
          Ja hver en U-freds Vind, hver Orlogs Torden-Sky
          Af Horisonten maa for Kongens Ansigt fly.
Hans Fodspor efter ham, hvert Fied og Trin han træder,
Det drypper med alt Got, og Landets Velfærd væder
          Med en velsigned Dug; ja giør hver By og Stad,
          Hvert Domhuus, Kirke, Torv, og hver en Ager glad.
I Domhuus og paa Ting mand Sandhed seer at træde
I hvide Klæder frem; hver Dommer paa sit Sæde
          Krog-Loven legger bort; Tingstuden ligesaa,
          Hand den ey bruge tør, thi Kongen seer derpaa.
GUds Huus og Kirke sig ved Kongens Komme fryder,
Thi Zions Muure hand selv bygger og bepryder,
          All U-dyd, Kiøb og Sall af Helligdommens Stæd
          Hand lader kaste ud, ja Præste-Sækken med.
Man Kiøbstæd-Manden seer i Stræder og paa Gader
Iført i ald sin Stads, at hilse Rigets Fader,
          Han sværger hos sig selv, naar hand sin Konge seer,
          At hand med Maal og Vegt vil aldrig svige meer.
Den trætte Sædemand med Glæde paa sin Ager,
Ald Landsens Fader seer, og ham til Vidne tager
          Om Sæden hand har lagt, om ald sin Sveed og Fliid,
          Og venter efter ham GUd selv til Høstens Tiid.
Den fromme Konges Syn opmuntrer Bondens Sønner
Til Landets Værn og Vagt, hand skieller og hand skiønner
          Hvis Hierte og hvis Mod den Ære best er værd,
          At bære for en Greeb det ædle blanke Sværd.
Mod Fiendens Anløb hand dem lærer til at vende,
En Ære-Bue ret til Landets Værn at spende,
          Og plante for en Piil det ædle Laubær-Træ,
          Hans Krone til Zirat, hans Land til Ly og Læ.
Med Fremmed Øyesyn hand sig ey lader nøye,
Hand Øret villigt har, men troer sit eget Øye,
          Det best paa Landets Tarv indvortes giver agt,
          Mod Fienden uden til det er den beste Vagt.
Lyksalig Dannemark! som saa ved Kongens Øye
Velsignes Aar fra Aar! GUd selv udaf det Høye
          Velsigne ham igien, GUds Ansigts Lys og Skin
          Ledsage Kongens Fod i hvert et Fied og Trin!
Lyksaligt Dannemark! saa maa ald Verden sige,
Lyksalig est du med, du ædle Norges Rige,
          Din Konges Øye du skal see i dette Aar,
          Og at det over dig ey mindre vaaget staar.
For din skyld Kongen sig betroer paa Havets Bølger,
Og Himlens store Soel i Cirkel-Gangen følger,
          Saa Havets Dyb ey maa forhindre Nordens Pool,
          At nyde Lod og Deel udi sin blide Sool.
Saa tag imod ham da med tro og hulde Arme,
Hans fromme Hierte-Laug med Naadens Skin og Varme,
          Din Sommer giøre skal saa frugtbar og saa blid,
          Saa Høsten vare skal i mange Kongers Tid.
Af dine Bierge hand Velsignelsen skal byde
Med Nectar-Strømme ned i Dalene at flyde,
          Hand skal, som Moses, slaa paa Klippen i dit Land,
          Og see! den haarde Steen skal give Guld for Vand.
Hand af din Klippe skal udhamre Dyd og Ære,
De Gyldne Tiders Guld, ja Dofre-Fjeld skal lære,
          Saa snart Kong FRIDERICH har sat derpaa sin Fod,
          At give Saft og Kraft i alle Dyders Rod.
Den lodne Biørn med Frygt udi sin Røver-Kule,
Ved dine Grændser skal for Kongens Ansigt skiule,
          Han skal hans Fodspor see paa Klippens høje Top,
          Og see af hvert et Fied Ti Palmer voxe op.
Den grumme Hav-Orm selv for FRIDERICH skal rømme;
Og aldrig komme meer paa Norges fede Strømme,
          Thi Kongen giøre skal hver Fiord og hver en Havn,
          Saa sikker og saa tryg som Jovis egen Favn.
Neptunus sine Børn for Kongen frem skal lede,
Og sværge Huldskabs Eed, at holde dem til rede,
          Til Landsens Tieneste, hand her Athenens By,
          Langt bedre end som før opbygge skal paa ny.
Ald Norder-Polens Kreds med Klipper, Bierge, Dale,
Med hver en Stad, herom fra Slegt til Slegt skal tale
          Hvor den sin Konge saae, hvor den velsignet blev,
          Da mand Et Tusind Aar Syv Hundred Fire skrev.