Vilhelm Helt (1652–1724)

Ach! smukke grønne Lund! eensomme taugse Skygge,

Hvor sig den gyldne Fred har selv udvalt at bygge,

          En ret lyksalig Boe! i en velsigned Stund,

          Seer jeg dig da igien du smukke grønne Lund;

Ja havde, Himlen mig den Lykke villet unde,

Og den Fornøyelse, at jeg i Verden kunde,

          Saa leve som jeg det har ønsked mangen gang,

          At jeg min egen var foruden nogen Tvang.

Alt det Poeterne paa tusind gyldne Strenge

Om deres Paradiis, om Elysæeske Enge,

          Og falske Guders Statz har fordum roeset af,

          Jeg for din Eensomhed og søde Skygge gav;

Thi naar man Verdens Pragt og Riigdom overveyer,

Hvad er det uselt Tøy, hvo meest af saadant eyer,

          Tidt fattes allermeest, ja midt i Lykkens Kram,

          Hand eyer ey sit Gods, men Godset eyer ham.

Slig Tøy en dydig Siæl ey ønsker at besidde,

Det bør med Billighed ey heller Riigdom hidde,

          Langt bedre hidder det en Strikke og et Garn

          For Daaren, som sig giør til Træl for saadant Skarn;

Hvad hielper det os vel i Ungdoms Blomster-Dage,

Ved Lydighed og Dyd ald Verden at behage,

          At kunde roese sig af Guders Byrd og Blod,

          At Himlen selv mod os har været rund og god.

At den os har forseet med Guld og grønne Enge,

Med Øren, Qvæg og Faar, med Piger og med Drenge,

          Med mangt et prægtigt Slot at eye her og der,

          Naar man i Hiertet ey dermed fornøyet er?

Lyksalig holder jeg en Hyrde-Møe at være,

Som er fornøyed med en simpel Dragt at bære,

          Og med et kiltet Siort, see, er det ey saa slidt,

          See! er det ey saa fiint, saa er det reent og hviidt.

Som selv sin Riigdom giør med tusind smukke Dyder,

Med hvilke hun sin Siæl besmykker og bepryder;

          Ja om hun fattig er, hun i sin Fattigdom

          Besidder alle Ting som hun ey skiøtter om;

Hun i sin Armod ey af Armod veed at sige,

Langt mindre af den Sorg, som plager tidt den Rige,

          For det hand endeel har, og endeel aldrig faaer;

          Ney hun fornøyet er, saa nøgen som hun gaaer.

Hvad smukt Naturens Gunst til hende uddeelt haver,

Hun det opelsker med Naturens egne Gaver,

          Det Melk og Blod, som man i hendes Kinder seer,

          Hun med den søde Melk forfrisker meer og meer.

Med Biens søde Saft hun føder og hun nærer,

Et Honning sødt Gemyt, som hun i Brystet bærer,

          Ja det Sølv klare Vand hun drikker til sin Mad,

          Det hendes hvide Krop, og tienne maae til Bad.

Ja det er hendes Speyl, i hvilket hun sig skuer

Og seer hvor smuk hun er, trods alle Stadens Fruer

          For deres gyldne Speyl, naar hun sin Nødtørft faaer,

          En god Dag giver hun ald Verden som den staaer.

Forgiæves Himlen selv og Firmamentet fnyser

Med Hagel, Regn og Storm, sligt hende intet kyser;

          Thi hendes Armod ey derved i Fare staaer,

          Ney hun fornøyet er saa nøgen som hun gaaer.

En liden Omhue dog hun sig til Hiertet tager,

En Omhue, som er sød, og saare vel behager,

          Hun har sin smukke Hiord som hun forsørge vil,

          Hun har en Hyrde-Svend som hendes Hu staaer til.

Ey een, som Stierners Løb og Spaadom hende giver,

Ey een, som Vold og Tvang og Slægtskab foreskriver;

          Men een, som Kiærlighed for hende har udvalt,

          Fordi hand hende selv af Hiertet vel befalt.

Hvor hun i Skoven gaaer, hand altid er tilstæde,

Hun seer ham overalt, og sees af ham med Glæde;

          Den søde Kiærlighed, som hun i Hiertet har,

          Hun med et venligt Vink for ham giør aabenbar.

Men aldrig hun deraf saa meget aabenbarer,

Hun ja af mangt et Suk, hvormed hand hende svarer,

          Om tusind’ gange meer hos ham Forsikring faaer;

          Hvor hun fornøyed er saa nøgen som hun gaaer.

O! et lyksaligt Liv! O! Hiertens søde Dage,

I den Sted jeg min Død, hvert Øyeblik maae smage,

          Ja smukke Hyrde-Møe, ah, at det stod til mig,

          Saa nøgen, som du gaaer, jeg byttede med dig.