Bøn
en Elegie
en Elegie
efter Sander.
efter Sander.
O du, som bygged’ Himlens faste Bue,
Som ei mit Syn, og ei min Siel kan skue!
Tilgiv, mit Hierte tømmer sig!
Tilgiv, hvor Sole Paradiser glæde,
Hvor Dug og Regn de Paradiser væde,
Er kun min Aande Suk, og Graad bedugger mig.
Ei valgte jeg, da du mig bød at være;
Ei freidigt Mod du gav mig til at bære
Hver Møie paa min tunge Vei:
Dog, gode Gud! min Graad i al min Trængsel
Er ikke Knur, er sagte øvet Længsel:
O Alforbarmende! forskyd, forskyd den ei!
Ei Dommer, nei, kun Fader vær mig Arme!
Med Lindring du mit syge Hierte varme!
Selv Himle skaber jo dit Ord:
Dog veed du, Gud! jeg fordrer ei at nyde
Et Liv, som idel Glædes Roser pryde,
Kun qvæl den hvasse Torn, som i mit Hierte groer!
Gud! lad mig, med mig selv tilfreds, fremskride,
Den korte Stund, jeg her endnu skal lide,
Til Gravens Hvile gaae med Fred!
O! elsk du mig, naar Mennesker mig hade!
Forlad mig ei, naar Venner mig forlade,
Da til min Vandring vift en Himlens Varsel ned!