Du, som trøster Mennesket,
Naar hans Taare rinder;
Du, som gjør hans Byrde let,
Naar hans Kraft forsvinder;
Rene, skyldfrie Glæde!
Dig til Priis vi qvæde:
Bliv hos os tilstede!
Ved vor Daad og ved vor Ro
I vort Inderste Du boe!
Haand i Haand med Dyd Du gaaer
Over Livets Fjelde;
Alting Rosenfarve faaer,
Tryllet af Din Vælde:
Selv paa golde Heder
Haab og Liv Du spreder,
Vækker Saligheder;
Du velsigner Armods Brød
Og gjør Blund paa Halmen sød.
Hver en Vaande sagtner sig,
Hvor Du kjærligt smiler:
Du gjør Sygdom lykkelig,
Og dens Smerte hviler;
Kummers Søn forgjetter,
Man ham foruretter,
Du hvert Nag udsletter:
See, han troer ei meer, han leed,
Og hans Barm er fuld af Fred.
Vi som bedre Skjebne bød
Sunde gode Dage;
Vi, hvis Taarer sjelden flød
Under bitter Klage;
Glæde! vi Dig ære:
Her blandt Venner kjære
Huld og reen Du være
Mens vort skyldfrie Laug skal staae,
Aande Du Dit Held derpaa!