Ved Mariane Bournonvilles Grav
Til Rahbek.
Til Rahbek.
Græd, og luk dit Øie, Scenens Ven!
Skjebnens Arm er strakt mod dine Glæder:
Vent ei meer, at finde dem igjen,
Hvor du mellem idel Grave træder!
Ak! paa Musers Bjerg er tyst og øde;
Storm omsuser Pindi Laurbærlund;
Klagetoner lyde; Hjerter bløde:
Det er Glædens Ligfærdstund.
Huld er vel Naturens Lov, at vi
Stedse frem mod Livets Maal henile;
At en stille Grav vi fredes i,
Naar vi matte længes efter Hvile:
Men at den, som Held og Haab og Ære
Gjorde fyrig Bøn om Liv til Pligt,
Ven, at den skal fældes, viist maa være;
O! men det er sørgeligt.
Der, hvor Ynde stod i Middagsglands;
Viddet som med hulde Smiil fortryllet;
Der, hvor Skarer saae med skuffet Sands
Skjøn Natur i Kunstens Flor indhyllet:
Hvor Chariten, hyldet paa sin Bane,
I sin Roes kun hørte Budet: Stiig!
Hvor vi glemte Alt for Mariane,
See, der visner hendes Liig.
Naar fra Livets Byrdetimer vi
Til Thalia’s Helligdom henvanke,
Ak! vor bedste Lyst er der forbi:
Veemod skal fortrænge Glædens Tanke;
Mørkt skal svundne Timer os omsvæve,
Minde Sjelen om, hvad Fortid gav,
Og i Musatemplet vi skal bæve,
Skue myrdet Nøies Grav.
Derfor græd og luk dit Øie, Ven,
Du, som nys beundred’ Mariane!
Ak! hvor Faa, som Hun, vi har igjen!
Ogsaa dem skal Død og Skjebne rane.
Gak da stum de Fjed, Du har tilbage!
Ogsaa vi skal dele disses Ro. —
Tie, min Kummer! Ikkun Daarer klage,
Men den Vise tier jo.