Var der Anemoner?
Lakked det mod Maj?
Sprang de grønne Kroner
ud i lystigt Vaj?
Kom der Rusk og Bløde —
Foraarsregnen faldt.
Der blev Liv og Grøde
her og overalt.
Er det længe siden,
eller er det kort?
Som en Bæk er Tiden,
bliver, rinder bort.
Ak, jeg husker næppe
men jeg ser, jeg gaar
paa et broget Tæppe —
her er ikke Vaar.
Længst den er forsvunden
med sin Fryd og Kval.
Sang der ej i Lunden
lydt en Nattergal?
Nej! Men dybt og sløret
fjærnt en Stemme klang.
End jeg har i Øret
Ekko af min Sang.
Skaber jeg en anden
nu i Livets Høst?
Tabte ikke Manden
Ungdomstidens Lyst?
Ej det maa ham kvie,
hvad der forestaar.
Er det Tid at tie,
høje Efteraar?
Lundene er tavse,
Løvet falder tæt.
Som til evig Pavse
sank Naturen træt.
Kvistene er nøgne,
Kurvereden tom —
Sangerne er fløjne,
inden Høsten kom.
Under vaade Grene,
mellem mørknet Gran
vandrer tyst og ene
kun den store Pan.
