Ved Øresunds Kyst, under Kronborgs Vold
Der sidder han paa et rustent Skjold,
Mens Bølgen den gaar saa let gjennem Sundet.
Der sidder han stille ved Kampestensbord
Og mæler ikke det mindste Ord.
Der sidder han lænket med Baand og med Bast,
Hans Skæg er voxet til Stenen fast.
Hans Brynje er revnet, hans Sværd er ej hvast
Men næsten rustet til Skeden fast.
Naar Nøden er sværest, og Faren er størst,
Da rejser han sig af Skjoldet først.
Da revne de Volde, hvorunder han sad,
Og Rusten falder af Klingens Blad.
Da springe de Lænker om Haand og om Fod,
Han samler Folket til Leding god.
Da gaar han til Kamp uden Brask eller Bram,
Og alle Danske de følge ham.
Og Ingen er fejg eller ræd og forsagt,
Naar Holger Danske er med paa Vagt.
Han styrker vort Mod, og han styrker vor Haand,
Han er den levende Folkeaand,
Mens Bølgen den gaar saa let gjennem Sundet.