Mads Hansen (1834–80)

Hansen, Mads, 1834–80, Forfatter, er født 23. Juli 1834. Hans Fader var Væver Hans Henrik Andersen, som ved Giftermaal med Inger Hansen kom i Besiddelse af hendes Fædreneejendom, Stærregaarden paa Hundstrup Mark i Sydfyn. M. H. var en i højeste Grad lydig, flittig og pligtopfyldende Dreng, der, altid tavs og tænkende, mere levede i Æventyrets end i Virkelighedens Verden; i sin Barndom kjendte han hverken Lystighed eller Kammeratskab med ligestillede. I den mangelfulde Landsbyskole var han dygtig, men uomgængelig, hvorfor han ikke blev afholdt af de andre Børn, over for hvilke han maatte bruge sin stærke legemlige Kraft for at tiltvinge sig Respekt. I 1848 blev han sig bevidst som dansk og skrev Krigssange, af hvilke en blev sungen ved en Fest for hjemvendende Krigere. – Efter sin Konfirmation kom han til mere vedholdende end før at deltage i Gaardens Drift; men sin Fritid anvendte han til at dyrke Pen og Violin. Som dygtig Sekretær for et Par Sogneforstanderskaber fik han Indblik i Samfundslivets Ordning, og nu søgte Folk ham, naar de skulde have affattet retslige Dokumenter. Sine Indtægter herved benyttede han til at kjøbe praktiske Bøger for. En nærboende Landsbymusiker underviste ham paa Violin og Klarinet, saa han kunde spille med ved Bøndergilder. Omtrent samtidig hermed blev han optagen af Oehlenschlägers, Ingemanns og H. C. Andersens Værker, og i sin poetiske Stemning forlovede han sig med en ikke særlig begavet, men ægte kvindelig Gaardmandsdatter fra Sognet og nød med hende en ren, inderlig Lykke, der imidlertid snart blev smertelig brudt ved hendes Død. I denne Krise blev han sig bevidst som Kristen og Digter, og nu frigjorde han sig i Sang og Samfundsarbejde. Han vilde modarbejde sin Stands Raahed og Aandløshed, og i den Hensigt dannede han sammen med flere af sine ligestillede en Sangforening, der dog først fæstnedes, efter at den havde forbundet sig med unge Venner i Nabosognet Vester Skjerninge. Som dens Formand satte M. H. nu Foredrag i Forbindelse med Sangen, og snart dræbtes derved det daarlige Liv i Egnens mange «Ungdomsgilder». Til denne Forening skrev han nogle af sine første Sange. Nu stiftede han en Læseforening, gjennem hvis Bøger han selv udvidede sin ikke udstrakte Læsning, og navnlig følte han sig tiltalt af Plougs Digte.

Krigen 1864 vakte M. H.s dybe Sorg, men tillige en fornyet Kraft hos ham til at arbejde i Fædrelandets Tjeneste. Nu virkede han ivrig for Skyttesagens Fremme og for Oprettelsen af en Folkehøjskole i Vester Skjerninge; han laante Penge og kjøbte paa egen Risiko et Hus, som han lod indrette til Skole, hvis Bestyrer Forfatteren Anton Nielsen paa hans Opfordring blev. Ved stor Ihærdighed lykkedes det ham at opføre en ny Bygning. De mere verdsligsindedes Modstand bevirkede en Spaltning i hans Skytte- og Sangforening. Som Højre-Grundtvigianer tog M. H. nu – navnlig i «Dansk Ugeblad» – djærvt til Orde mod «det forenede Venstre». – Til en Faneindvielse i hans egen Skyttekreds skrev han Sangen «Til Nordens Kvinde» («Vi har sagt det saa tit»); den slog viden om stærkt an og blev Forløber for hans «Sange» (1866), en Digtsamling, der gjorde saa stor Lykke, at den i 3 Aar oplevede 5 Oplag. Den bragte ham i Korrespondance med en jysk Bondepige, Karen Marie Mikkelsen (f. 20. Marts 1846), Datter af Gaardejer i True ved Aarhus Mikkel Pedersen; dette Bekjendtskab gjennem Pennen førte første Dag, de saa hinanden, til Forlovelse, og 8. Juli 1869 blev hun hans Hustru.

I 1870 udgav M. H. «Sange, 2. Saml.» (2. Udg. 1877) og i 1873 «Markblomster»; den store Overvurdering, hans første Digtsamling havde været Gjenstand for, bevirkede nu et næsten lige saa overdrevent Tilbageslag i Publikums Interesse for Digteren, der herved følte sig nedslaaet, skjønt han med sjælden Selvkritik og Sandhed altid havde stillet sig selv paa rette Plads. Han skrev flere utrykte Komedier, som i hans Sangforening spilledes af Bønder og havde til Hensigt at opdrage Bønder. Sammen med Anton Nielsen udgav han flere Aargange af en Almanak, der medførte pekuniært Tab for ham, dernæst et Tidsskrift, «Hermod», hvori han bl. a. meddelte gamle Bonde- og Folkeviser, som han havde «repareret»; ogsaa dette maatte gaa ind, og skjønt han aldrig var bitter, begyndte han dog at tvivle baade om sine egne Evner som Digter og om den gode Jordbund i hans Standsfællers Sind.

Efter sin Faders Død overtog han i 1877 sin Fædrenegaard, som han i nogle Aar havde styret med saa stor Indsigt og Dygtighed, at han vandt Præmier, bl. a. for fremadskridende Agerbrug. Gjennem en Snitteskole, en Husflidsforening, «Husmandsbogen» (1873) og «Gaardmandsbogen» (1877) fik han betydelig Indflydelse paa Bøndernes Udvikling. Skjønt han selv i alt optraadte som Bonde, lykkedes det ham dog aldrig at blive almindelig yndet af Omegnens landlige Befolkning. – I 20 Aars Alderen havde han en Gang ved et Fald faaet et Slag, han aldrig forvandt, og som hindrede ham i at deltage i Krigen 1864. I hans 32. Aar blev dets Virkning en Blodstyrtning, hvis Følger stadig svækkede ham, indtil han temmelig uventet Natten mellem 1. og 2. April 1880 gik bort fra Hustru og 5 Børn.

Hans Digtning ejer ikke meget af den Oprindelighed, som hans Afstamning skulde lade formode; hans Vers ere formelt gode og tit yndefulde, der er folkelig Tone i dem, og de ere blevne sungne viden om i Almuen; men nye eller store Tanker og Syner er der ikke i dem; hans Poesi maa nærmest betegnes som ubevidst Efterklang af vor Guldalder. Han var en sjælden ideel, karakterfast, dygtig, ridderlig og fintfølende Bondemand, og der skete ham kun hans Ret, da hans Broncebuste 23. Juli 1885 ved Bidrag fra det danske Folk blev rejst paa Toppen af en 8 Fod høj Granitsten, der staar i Vester Skjerninge By ved Landevejen mellem Faaborg og Svendborg.