Flyv hen, min Aand, til hine skjønne Dale,
Hvor første Gang du fandt et venligt Ly,
Hvor hver en Blomst og hvert et Blad kan tale
Om dine Længslers første Morgengry;
Og er Naturen højtidsfuld og rolig,
Staar Maanen sølverhvid ved Skyens Kant,
Som dengang Engen var din Lykkes Bolig,
Da drømmer du om Glæden, som du fandt.
Flyv hen, min Aand, til Lundens grønne Sale,
Hvor Droslen synger ud sin Kjærlighed,
Hvor hver en Plet og hvert et Træ kan tale
Om Livets Fylde, Livets Herlighed;
Og føler du igjen, at Livets Strømme
Udrinde fra Naturens Kildevæld,
Da vil du blive der en Tid og drømme
Og synge dine Kvad i Gry og Kvæld.
Flyv hen, min Aand, til hine kjære Steder,
Hvor du dig svang paa Toner højt i Sky,
Hvor Lærken muntert over Engen kvæder,
Og Bondepigen er saa from og bly,
Og se, hvor Bonden tæller sine Stakke
Og samler sine Neg i tusindvis,
Og hvor de gyldne Ax, de bøje Nakke,
Du bryde ud i hellig Lov og Pris!
Flyv op til Almagt Gud; thi fra det Høje
Faldt Blomstens Frøkorn ned i Dalens Skjød,
Og hellig Kjærlighed i Pigens Øje
Udflammer, tror jeg, fra en himmelsk Glød.
Deroppe flyve Engle i Guds Himmel,
Der finde gode Aander salig Ro,
Og du, naar du er træt af Jordens Vimmel,
Da skal du over lyse Stjerner bo.