Med Sværdet i den ene Haand
Og Harpen i den anden,
I kristen Tro og nordisk Aand,
Med Højmods Træk i Panden
Vi samles i en sluttet Trop
Og bygge Dannevirke op,
At Korsets Fane paa dets Top
Igjen med Sejr kan vaje.
Vi bygge os en Grændsevold,
Som Fjenden ej kan jevne;
Til Grund vi sætte Skjold ved Skjold
Af Manddoms Mod og Evne;
Vi bygge den af egen Trang,
Af Vaabengny og Harpeklang,
Af Folkeliv og Folkesang,
Af lutter danske Hjerter.
Vi bygge den paa Friheds Grund
Af Nordlysblink i Skoven,
Af Folkeviljen stærk og sund,
Og tvinges ej af Loven;
Af Heltekraft i Mandens Arm
Og Trofasthed i Kvindens Barm,
Af Kjærligheden stor og varm,
Og ej af Jord og Stene.
Kom med, I hver stærk og kraftig Mand,
Der end kan Sværdet bære;
Kom med, hver Skjald, der synge kan
Om Danmarks Ret og Ære;
Kom med, Du gamle Gubbe graa;
Kom med, I unge Piger smaa;
Kom Alle med, vi bygge paa
Det andet Dannevirke!
