Der er en hellig Kilde i vort Hjerte
Med Kongelys omkring den stille Bred,
Og disse Blomster er vor Troskabs Kjerte,
Og Kilden selv vor bedste Kjærlighed.
Hvergang en Drot steg ned af Danmarks Throne
Og drak af dette Væld i Folkets Barm,
Da blev ham lettere den tunge Krone,
Og stærkere hans Vilje og hans Arm.
Og der er Lægedom i Kildens Vande,
Thi Malmets Aarer flyde i dens Grund,
Og den har Tilløb fra de dybe Strande,
Og den kan aldrig tømmes til sin Bund.
Hvergang en Drot steg ned til Folkets Hjerte
Med aabent Saar, med ømt og trykket Bryst,
Da fik han Ro og Lindring i sin Smerte,
Og i sin Kummer fik han altid Trøst.
Vi fatte godt vor Konges dybe Smerte;
Hvad vi har tabt, det tabte ogsaa han,
Men vi vil raabe: «Kom til Folkets Hjerte
Og drik af Kildens Væld Kong Kristian!
Og vi vil taalig hjælpes ad at lide,
Til Saar og Nød og Kummer svinde hen,
Og vi vil trolig hjælpes ad at stride,
Til Sønderjylland vundet er igjen!»